Åh Abe-koncerterne er nået til Danmarks to største byer. Her vil der være musik for børn, unge og barnlige sjæle på Tangkrogen i Århus i morgen og til den udsolgte koncert i Valbyparken i København på søndag.

Hvem spiller: Hvis dit barn er vild med Børne-MGP, vil dette års Åh Abe være et hit. Der er nemlig masser af »gamle« børne MGP-stjerner som B-Boys og Anne, sammen med de sædvanlige klassikere: Alberte, Mek Pek og Kaya.

Billetpriser: Der er udsolgt til Åh Abe-koncerten i København, så der er ikke mulighed for at købe billet ved indgangen. Men du kan stadig nå det i Århus, hvor billetterne koster 50 kr. pr. stk. i forsalg og kan købes i Bilka, Føtex, A-Z varehuse og via e-billetter. Du kan også vente og købe billet ved indgangen, hvor de koster 80 kr. Børn under ét år kommer gratis ind.

Tidspunkt: Koncerterne begynder kl. 11.30 med velkomst og slutter kl. 16.00. Indgangen bliver åbnet en time før velkomst kl. 10.30.

Mad og drikke til koncerten: Du må ikke selv medbringe drikkevarer til koncerten, men på pladsen kan du blandt andet købe saftevand, vand, øl, kaffe. Af mad kan du få franske hotdogs, pølsehorn og sandwich, frugt, slik, osv.

Forældre, husk mobilen, og hav den tændt. For ved indgangen bliver dit barn tilbudt at få et armbånd om armen med navn og forældrenes mobilnummer påskrevet. rbj