Donald Trump har forklaret Michael Jacksons nedtur med dårlig plastikkirurgi.

Donald Trump er ikke kendt for at pakke tingene ind, og nu har han fået Michael Jacksons bror på nakken, efter at han gav en mindre flatterende karakteristik af poplegenden.

I et interview med CNN fortalte den republikanske præsidentkandidat om sit venskab med Jackson, men han endte med at lægge lidt for meget vægt på "Thriller"-legendens kosmetiske operationer.

»Michael Jackson var faktisk en af mine meget gode venner,« fortalte Donald Trump ifølge CBS News.

»Han var en fantastisk talentfuld fyr. Han mistede sin selvtillid. Han mistede enormt meget selvtillid, og ærligt talt var det på grund af meget dårlig kirurgi. Han fik den værste. Plastikkirurgerne gjorde helt utrolige ting ved ham,« fortalte den åbenmundede Trump.

Men Michael Jacksons bror, Jermaine Jackson, der var med i The Jackson 5 og siden gik solo, giver ikke meget for Trumps fortælling om brorens selvtillidstab.

»"Venner" fortæller ikke lorteteorier om Michaels tab af selvtillid. Denne idiot Trump har brug for at sætte sig ned. Michaels selvtillid var påvirket af presset, uretfærdigheden og ydre omstændigheder. At bruge Michaels navn gør dig ikke cool og vinder dig ikke stemmer. Særligt ikke når du bruger falsk fakta,« skriver Jermaine Jackson i en serie af rødglødende tweets.

/ritzau/FOKUS