Cd-aktuelle »Scenen er din«-Simon Mathews' succes bunder i et stærkt, religiøst familiesammenhold. B.T. har mødt Simon og hans tre musikalske søskende.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ikke en selvfølge, at scenen er din. Det ved de alt om i familien Mathews fra Hanstholm i Nordvestjylland.Tusinder af TV-seere huske sikkert, at lillebror Simon vandt TV2-konkurrencen »Scenen er din« i foråret. Hvad de færreste ved er, at Simons karriere i meget høj grad er et familieforetagende. Når han netop har kunnet udsende sit første soloalbum, skyldes det et stærkt, religiøst baseret familiesammenhold.
De fire yngste Mathews-børn har sunget gospel sammen i Pinsekirken og kirker over hele verden, siden de kunne gå.
Sammenholdet blev for alvor sat på prøve for otte år siden. Lillesøster Rebekka, senere kendt i tyggegummipop-duoen Creamy, svævede mellem liv og død.
Tæt på at dø
- Rebekka lå i respirator i ti dage. Vi anede ikke, om hun ville overleve. På hospitalet sagde de, at hun måske ville blive lam, hvis hun overlevede. Vi havde været ude at spille i en kirke til kl. tre om natten, det var tåget, og vi ramte en modkørende bil. Rebekka brækkede nakken og fik lårbensbrud og tre trykkede ribben. Sabina fik en kraftig hjernerystelse, siger Andreas Mathews.
Han er Simons storebror og manager. Til dels også for sine søstre. De er begge med på Simons nye album. Synger med ham live.
Familien var mere paniske end Rebekka selv, da hun lå i hospitalssengen og kunne ane et tåget omrids af manden med leen.
- Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg ville overleve. Jeg nåede aldrig at komme i tvivl. Jeg var ikke ret gammel, men allerede dér lærte jeg, at man skal være taknemmelig for hver eneste dag, man har. Livet kan blive taget fra dig på ingen tid, siger Rebekka.
Bare to år senere sprang hun rundt på scenerne med sin Creamy-partner, sang kopisange og solgte mere end 200.000 cd'er. Genoptræningen gik så hurtigt, at sygeplejerskerne ringede til Andreas og spurgte, om det virkelig var den samme pige.
Fangede dansk sild
Historien om den musikalske børneflok startede i begyndelsen af 70'erne, da Mathews senior rejste fra Indien til Danmark for at studere moderne fiskeri. Han fangede en dansk sild. I dag mor til i alt fem Mathews-børn.
- Den indiske tradition er, at børnene skal optræde og synge meget. Det har vores far helt klart overført til os. Jeg ledede et børnekor bl.a. med mine tre yngre søskende. Min far bestemte, at jeg skulle lede koret. Der var ikke andre. Man skal jo adlyde sine forældre, som Andreas Mathews lakonisk siger det.
Allerede som 14-årig var han på rejser i USA, Afrika og Australien med de små børnesangere. Stort ansvar for en meget ung fyr.
- Vores forældre har aldrig haft tid til at rejse rundt i verden. De har altid stået for den daglige drift af kirken, i øvrigt er mor syg. Det siger sig selv, at de mange rejser har ført mig og mine søskende tæt på hinanden. Vi kender hinanden på godt ondt. Vi har delt grin, tårer og smerter, siger Andreas.
Det var ikke altid let at være de religiøse, farvede Mathews-børn. Først boede de i Grenå. Senere i Hanstholm. De var lidt som outsidere.
Mobbet fordi de var mørke
- Vi var af sted hver weekend. Vi var aldrig til fester. Reelt havde jeg aldrig tid til at være sammen med mine klassekammerater. Det tror jeg, de synes var lidt mærkeligt, siger Sabina.
- Mobbet? Ja, fordi vi var mørke. Der var ikke så mange mørke i Danmark for 34 år siden, slet ikke i Hanstholm. Vi er blevet kaldt sigøjnere og alt muligt andet. Så bankede vi dem bare bagefter - nej. Jeg tror, Simon havde mest besvær. Han var også den mest øretæveindbydende, siger Andreas.
Det er ingen hemmelighed, at Simon har været rodet ud i kriminalitet, bl.a. med biltyverier. Han er en utilpasset ung mand. I dag holder han foredrag om sin kriminelle fortid.
- Ja, jeg er nok meget rastløs. Jeg er på vej til at finde min egen vej. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde gør det. Det håber jeg. Jeg vil altid forandre mig, forhåbentlig til det bedste, siger han.
Man skal ikke have talt ret længe med fire gange Mathews, før man fornemmer en ret klar rollefordeling.
Andreas er typisk storebror og en slags overhoved. Sabina er storesøster, klar med støtte og hjælp.
- Nogle gange burde hun tænke lidt mere på sig selv, som Rebekka siger.
Andreas indrømmer, at han ofte sidder i en kritisk dobbeltrolle: manager og storebror.
- Jeg kan mærke deres nederlag endnu hårdere, end en udenforstående ville kunne. Jeg følte med Rebekka, når hun nogle gange græd, før hun skulle på scenen med Creamy. Det kan også være en ulempe, fordi jeg lige præcis ved, hvilke knapper jeg skal trykke på for at få det rigtige resultat. Jeg ved lige, hvor Simon har mest mindreværd. Hvor det gør mest ondt. En manager kan lettere sige: 'Nu skal du tabe dig' til min søster, end jeg kan. Fordi jeg godt ved, at jeg rammer et ømt punkt. Den svære kunst er svær at balancere bror og manager, siger Andreas.
Dobbeltrollen kan være nærmest tredobbelt. Fordi der også er den religiøse vinkel. I 1998 var Sabina med i europopbandet JamPack, som fik et mindre hit i Japan med 'Love.com'.
Følte sig udnyttet
Modsat Britney Spears med baggrund i Pinsekirkens amerikanske søsterkirke, Baptistkirken, havde Sabina det svært med det konstante krav om 'hud'. Hvis vi nu lige åbnede en blusen lidt op?
- Jeg følte mig lidt udnyttet med JamPack. Jeg lod mig presse til at gøre ting, jeg egentlig ikke havde lyst til. Når jeg kigger tilbage på min tid i JamPack er jeg glad for, at det er slut. Jeg fulgte med strømmen. De presser dig bare hele tiden, ikke bare i musikbranchen, overalt, siger Sabina, som fik støtte hos storebror.
Mange fristelser
- Man ville være en hykler, hvis man ikke indrømmede, at der er mange fristelser. Nogle gange er valget svært. Alle mennesker kan dumme sig. Det afgørende er, hvad man gør, når det er sket. Er man ligeglad -eller rydder man op? Alle mennesker, uanset om man tror på Gud, står med et valg, når de falder for fristelserne, siger Andreas.
I medie- og musikbranchen er det næsten mere suspekt at sige 'Jeg tror på Gud', end at tale grimt om gud-og hvermand, hylde den rå gangsterstil og diverse euforiserende planter og medikamenter. Er det ikke fristende at nedtone Gud lidt? Det gør mange andre troende kunstnere.
- Jeg vil ikke nedtone noget, der betyder så meget. Min tro styrer hele mit liv. Dem, der nedtoner deres tro, er sikkert folk, der alligevel er tvunget til at tro fra barndommen, siger Sabina.
- Jeg synes, det er, hvad man gør det til. Jeg kender godt den smarte sex, drugs and rock'n'roll attitude. Den kan jeg ikke snuppe. Især hip hop-kulturen hænger mig langt ud af halsen. Jeg tror på, at jeg kan leve mit eget liv og synge uden at blande min kultur sammen med deres. Vi har en moral, vi lever ud fra. Sund fornuft, siger Simon.
jae@bt.dk
