Det er ikke lang tid, Robert Hansen får til at hvile sig efter 'Vild med dans'. Fra december starter optagelserne på TV3's nye underholdningsshow 'Singing Bee', hvor Robert er ny vært.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Robert Hansen om den nye udfordring, der hedder vært på et nyt underholdningsprogram på TV3.

Så når lysene slukkes fredag aften på denne sæsons 'Vild med dans', er der kun tid til en hurtig afslapningsferie med kæresten Mira Wanting, før der er sang og dans i vente igen.

Til december begynder Roberts nye job nemlig, når optagelserne til det nye program 'Singing Bee' går i gang.

- Jeg har tidligere været vært på DR's 'Sommer Sumarum', og jeg har hele tiden godt kunne tænke mig det igen, siger Robert Hansen til bt.dk.

Han er godt klar over, at 'Vild med dans' sagtens kan være en del af årsagen til, at han er blevet valgt som ny TV3-vært.

- Jeg tror, at det har hjulpet, at de har set mig på skærmen på den måde, slår han fast og fortæller, at underholdningsprogram indeholder masser af sang og dans, så fredag aften er måske ikke sidste gang, man kan se ham folde sig ud til danserytmer.

- Det kan godt være, at jeg lige kan smide et par trin - det vil jeg da ikke udelukke. Men jeg tror, at programmet i det hele passer mig rigtig godt. En god energi, et fedt band; der bliver gang i den.

Robert Hansen skal desuden formentlig indspille den femte 'Anja og Viktor' i 2008, så selv om dansen stopper, fortsætter det travle liv.