KØB PLUS!

Nationale museer skal have professionelle bestyrelser

Regeringen og oppositionen er på vej med professionelle bestyrelser til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. På samme måde som Det Kongelige Teater har det.

Landets to store nationale museer, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, får efter alt at dømme professionelle bestyrelser, ligesom Det Kongelige Teater har haft det i en årrække. Det skriver Berlingske.

- Der har gennem flere år været diskuteret, om de statslige museer skal have bestyrelser. Vi har foreslået det over for tidligere kulturministre, blandt andre Brian Mikkelsen (K) og Per Stig Møller (K), uden at det er lykkedes, men nu ser det ud til, at der kan skabes flertal for det i forbindelse med revisionen af museumsloven – også med støtte fra borgerlig side, siger Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokraterne, til Berlingske.

Han ser professionelle bestyrelser som en styrkelse af de to store museer.

- Ideen er at skabe en stærkere ledelse for museerne, så de siddende direktører ikke – modsat i mange andre institutioner – sidder i et ledelsesmæssigt tomrum, men så de får en bestyrelse og en bestyrelsesformand, som de kan sparre med, siger Mogens Jensen.

Han forestiller sig, at bestyrelserne kan være på plads i efteråret 2013, og at medlemmerne skal repræsentere både museumsfaglige, formidlingsmæssige, kunstfaglige, juridiske og økonomiske kompetencer.

- De skal være med til at udvikle museernes kvalitet. Det har været en mærkelig konstruktion, at Det Kongelige Teater og Filminstituttet har haft en bestyrelse, mens Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst ikke har haft det, siger Mogens Jensen.

Der er ikke taget stilling til, hvor mange der skal sidde i de nye bestyrelser, eller efter hvilke kriterier bestyrelsesmedlemmerne skal udvælges. Det vil først blive afklaret i de kommende forhandlinger om den nye museumslov.

- Det vigtige er, at vi har fået et gennembrud i forhandlingerne, så disse museer nu får bestyrelser. Jeg har haft samtaler med lederne af museerne, som også har følt, at de har manglet sparring. I dag refererer direktørerne direkte til Kulturministeriet, og det er fint nok, men det at have sin egen bestyrelse, som man dels kan sparre med, og som dels kan virke som ambassadører for museerne ude omkring i samfundet, er væsentligt. Det vil kunne forbedre institutionernes kvalitet. En bestyrelse skal gerne kunne fungere som en dynamo for direktionerne og give museerne bedre mulighed for at udvikle sig, siger Mogens Jensen.

Forslaget blev torsdag aften behandlet på et møde om museumsloven, og Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, bekræfter, at hans parti støtter forslaget.

- Vi har selv stillet forslaget om det. Vi synes, at det både er vigtigt med professionelle bestyrelser, og at de to store statslige museer bliver ligestillet med de lokale museer, som har bestyrelser. Bestyrelser på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst vil bidrage til at professionalisere ledelsen. Den daglige ledelse vil få en bestyrelse, man kan sparre med, og det tror jeg, der kommer noget godt ud af, siger han.

Det er ikke lykkedes redaktionen at få en kommentar fra hverken Per Kristian Madsen, direktør på Nationalmuseet, eller Karsten Ohrt, direktør på Statens Museum for Kunst.