Den verdensberømte soul-sangerinde Natalie Cole, der bl.a. optrådte på Plænen i Tivoli i fjor, er blevet indlagt på et hospital i New York.

Årsagen skyldes ifølge People.com, at sangerinden har fået bivirkninger efter sin behandling af sygdommen Hepatitis C (leverbetændelse).

Det blev for nogle måneder siden kendt, at Natalie Cole havde pådraget sig Hepatitis C, som ikke er den livstruende type. Det blev konstateret efter et rutinebesøg hos lægen.

Lægerne mener, at Natalie Cole har fået en kombination af bivirkninger efter at have modtaget cellegift-behandlingen.

Og ikke helt har givet sig selv den fred og ro, som sygdommen kræver på grund af lanceringen af sit nye album: ”Still unforgettable”.

Natalie Cole havde ellers ingen symptomer efter behandlingen i sommer – og så frem til nu.

Det er lægernes umiddelbare teori, at sangerinden der er datter af den ligeledes verdensberømte nu afdøde Nat King Cole, kan have pådraget sig smitten for mere end 25 år siden.

Dengang var hun nemlig heroin-misbruger, og leverbetændelse er en udbredt sygdom i det miljø.

Den periode i sit liv, har hun i øvrigt selv beskrevet i sin biografi: Angel on my shoulder.

Natalie Cole forventes efter nogle dages ophold i New York at rejse tilbage til Los Angeles, hvor hun skal holde sig i total ro mindst en måned.

Det betyder, at hendes koncerter for resten af september samt oktober er aflyst. Behandling af Hepatitis C kan give flere bivirkninger. Bl.a. kvalme og en voldsom udmattelse.

-Jeg er begyndt at miste noget af mit hår på grund af behandlingen og har tabt flere kilo, jeg ligner lidt et fugleskræmsel, sagde hun i august til People.com.