Thomas Mygind bliver vært i program, hvor han skal redde unge rødder og sikre dem et arbejde.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Thomas Mygind har en mission: Han skal både have sat skik på nogle unge kriminelle elementer, og han skal være med til at få TvDanmark op på et højere niveau.

Sammen med Lisbeth Janniche er den tidligere Robinson-vært galionsfigur dette halvår på TvDanmark.

»Jeg får nogle muligheder på TvDanmark, som jeg ikke ville få andre steder. Jeg kan bruge mere af mig selv, og det jeg kan. Det at være med til at ændre stationens image, er en kæmpe opgave. Men jeg har sagt ja, fordi det kan lade sig gøre. Jeg er controlfreak. Og jeg kan godt lide at bevæge mig ud på isen, så den knager lidt. Bare jeg ved, den ikke knækker,« fortæller Thomas Mygind.

Men han skal ikke kun være med til at ændre TvDanmarks image som en del af ledelsen. Han kommer stadig til at fungere som vært i et program, han selv betegner som sit »lille hjertebarn«. Et program, der starter til foråret. Og selvom det igen handler om overlevelse, om at udfordre sig selv, bliver det meget anderledes end »Robinson«.

Programmet »Rødderne« - med undertitlen »Du har ikke en chance - grib den!« - kommer til at handle om 8-10 unge i alderen 17-25, som står i en situation, hvor der er lange udsigter til at få et fast job eller en læreplads. Det er utilpassede og grænsekriminelle unge, der nu får deres livs chance. For TvDanmark vil hjælpe med at finde job eller lærepladser hos arbejdsgivere, der er villige til at give »Rødderne« en chance.

Men inden chancen er der, skal de unge gennemgå et udfordrende forløb, som skal ruste dem til deres »nye« liv. Og lige i hælene har de TvDanmark med Thomas Mygind i spidsen.

Risiko for at det går galt
»Det har været fantastisk at kunne overrække en million til vinderen af »Robinson«. Men det bliver mindst lige så fantastisk at kunne sige: »Her er en madpakke - du skal på arbejde nu«,« fortæller Thomas Mygind.

De unge »Rødder« er endnu ikke fundet. De bliver valgt ud sammen med et ekspertpanel bestående af en erfaren militærmand, en politimand, en pædagog og en socialarbejder. Fire mennesker, der kender til utilpassede unge. Det bliver også de mennesker, der sammen med Thomas Mygind skal følge de unge igennem deres livs måske største udfordring. For vil projektet overhovedet lykkes?

»Der er en risiko for, at det hele går galt. Men det er vigtigt, vi tager chancen. Hvis programmet og de unge får succes, kan man se, det kan lade sig gøre. Og på den måde kan vi måske være med til at ændre nogle fordomme,« fortæller Thomas Mygind.

Lisbeth Janniche kommer til foråret til at være i spidsen for to programmer. Og begge er denne gang med kendte mennesker. Big Brother All-stars løber af stablen i marts måned. Og her er deltagerne tidligere ukendte mennesker, som alle er blevet kendte igennem diverse realityprogrammer, hvor det har handlet om alt fra overlevelse til sangkonkurrencer. Folk som er vant til at blive stemt ud. De skal nu lukkes inde i Big Brother huset i 31 dage, hvor seerne hver dag kan bestemme, hvem der skal blive - og hvem der skal ud!

Herudover kommer programmet »Supersælgerne« tilbage på skærmen - også med Lisbeth Janniche som vært. Her kan seerne følge kendte mennesker blive udfordret i kampen om at blive »supersælger«. Programmet byder på navne som Thomas Villum Jensen, Uffe Holm, Rikke Hørlykke, Jens Veggerby og mange andre.

fhk@bt.dk mcn@bt.dk