Det er enten-eller med komikeren Geo. På scenen er han rablende. Grænseoverskridende. Et syrebad af vild komik.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det tog ham kun få afsnit at fornærme kulten bag TV 2 Zulu-programmet »Zulu Bingo«.

»Enten kan folk virkelig lide det, jeg laver. Eller også hader de mig. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. Der er aldrig nogen, der sagt: nå det var da meget hyggeligt efter et af mine shows,« siger Geo med det borgerlige navn Christian Geo Heltboe.

Hadet udmynter sig ofte i dødstrusler.

»Ja, ja, ja. Jeg får mange dødstrusler. Mange. Det har overrasket mig meget. Nogle kan ikke lide min stil, andre synes bare, jeg er åndssvag. Så skal jeg dø.

På »Den ægte vare«-turnéen sagde jeg noget om en koreaner, der spyttede i maden. Så var det racistisk, og så kom der dødstrusler,« siger Geo.

Torsdag tager han ud på turné - Stand upDK|UK|OK. Sammen med tre andre komikere.

Næsten for meget
Hvad siger det dig, at du støder folk så meget, at de sender dødstrusler?

»Folk tager det alt, alt for alvorligt. Der er én, der har dedikeret sin hjemmeside til mig.

Jeg kan se på billederne, at hun har skåret i sin arm - og man kan se blod. Jeg sagde en gang noget om en anmelder, der gav mig en dårlig anmeldelse. Ham truer hun med at slå ihjel. Så tager man det altså for alvorligt,« siger Geo og ryster på hovedet.

»Sådan en som hende tror, at jeg er en rablende psykopat, der ikke kan føre en samtale. Tror jeg. Hun kan ikke se, at når jeg er på scenen, er jeg en anden person. Nogen vil måske sige, at mit ubevidste jeg kommer ud.

Jeg er jo ikke den der vanvittige person, man ser på scenen. Ikke i samme grad,« siger Geo.

Næsten som medicin
Han afreagerer, når han står på scenen, »ligesom folk går til ishockey for at komme af med nogle aggressioner, så er stand-up min medicin,« siger Geo.

Sidste år fik han et jobtilbud som TV-vært. Den tidligere Banjos Likørstue-komiker Jan Elhøj stoppede på »Zulu Bingo«. Elhøjs stil er lidt: »hvis I synes, det her er sjovt, så er det jer selv, der er syge«. Hvor Geo mere bruger sig selv. Det gik så dårligt, at programmet nu er stoppet.

»Jeg ville prøve en anden stil end Jan. Mere syret. Det var der ikke ligefrem stemning for. Jeg fik virkelig mange negative reaktioner fra hans fans,« siger eks-vært Geo.

»Seerne syntes, jeg var ulækker. Jeg forstår bare ikke, at de samme mennesker synes, det er fedt, når folk står og brækker sig for åben skærm, fordi Jan får dem til at drikke gammel ost med mider.

Forskellen på ham og mig er, at jeg lader det gå ud over mig selv. Publikum vil åbenbart helst have, at værten distancerer sig,« siger Geo.

Er næsten cand. mag.
Egentlig er den 29-årige komiker en belæst herre med en næsten færdig uddannelse som cand. mag. i dansk og engelsk. Han mangler 39 sider i sit speciale om den amerikanske forfatter Paul Auster.

De bliver nu nok aldrig skrevet. Han satser på komikken mange år ud i fremtiden:

»Det er sjovere at optræde, og så er der fri bar bagefter. Det kan jeg godt anbefale.«

Blev næsten gift
... og så er der damerne?

»Det vil jeg da ikke sige nej til. Af en eller anden grund er der mange flere interesserede piger, når man har stået på scenen. Man kan svede nok så meget, og være nok så grim. Det er egentlig underligt, nu jeg tænker over det,« siger Geo.

Han er stadig single, selvom han en gang har stået i køen til bryllupskapel i Las Vegas. Sammen med sin udkårne skulle han giftes af en Elvis.

»Jeg fik kolde fødder og spurgte min kæreste, om vi ikke hellere skulle gå på Casino. Jo, det kunne vi da godt. Så jeg blev aldrig gift.«

Måske ender det alligevel snart med en Lily-model. Geo fylder 30 om et øjeblik: »Ja, det er uhyggeligt. Mon ikke det er på tide med en villa i Gentofte og en Saab? Berlingo måske. Der er plads til dejligt mange bleer.« jae@bt.dk