Den unge Indiana-Jones skuespiller Shia LaBeouf, der kom til skade under en bilulykke forleden, risikerer nu at få varigt mén.

Ifølge Star Magazine kom den 22-årige filmskuespiller så slemt til skade med sin ene hånd, at han risikerer at få en finger amputeret.

I øjeblikket arbejder Shia LaBeouf med ”Transformers: Revenge of the Fallen”. En indspilning der er udskudt indtil videre på grund af ulykken.

Det menes i øvrigt, at den unge skuespiller alvorligt overvejer at gå i behandling for alkoholmisbrug.

Godt nok er det kommet frem, at skuespilleren ikke var skyld i ulykken, da det var føreren af den anden bil, som kørte over for rødt lys.

Men det bortforklarer ikke, at den spiritusprøve som politiet efterfølgende tog af den unge skuespiller ikke var ”så god”.

Ifølge Femalefirst vil Shia LaBeouf indskrive sig på et rehabiliterings-center før dommeren i retten forlanger det.