Der er lagt op til endnu et triumftog for Helmig, Århus.
Well, lad mig se ham gentage de ord, når han har læst denne hér!
For selv om jeg fremdeles er af den opfattelse, at »isityouisitme« er en omgang klam, kastreret klynkesoul på plade, så er det jo altså heller ikke ligefrem noget nyt, at Thomas Helmigs plader i visse stivbenede tilfælde (læs: »Groovy Day« og »isityouisitme«) har forbandet lidt med den spillevende charmør »live« at gøre. Eller sagt på dansk: de plader - og i særdeleshed »istityouisitme« - gør ham simpelthen og fandengaleme ikke retfærdighed.
Og dermed velkommen til Roskilde Hallen og en for størstedelens vedkommende fremragende koncertpremiere fra en mand, som fra starten i al almindelighed og for alvor fra koncertens tredje nummer »That'll Do« i særdeleshed igen understregede, at hans konkurrenter på den hjemlige scene skal stå op, før blækket er blevet tørt på deres ansøgninger til arbejdsformidlingen, for at følge med ham.
Bakket op af velsagtens det bedste band, han endnu har præsenteret os for, gav Hans Herlighed Helmig en koncert så sugende sejt swingende og lattermildt legesyg, at man ville forsværge, at det var en turnépremiere, man var vidne til. Hvis nogen havde premierenerver på her, kunne det sgu da kun være af frygt for, at det da ikke kunne blive ved at gå så godt. Men det gjorde det.
Ingen - og jeg mener INGEN - herhjemme kan matche trommeslager Claes Anthonsen, percussionist Jacob Andersen og især aftenens store oplevelse, den sublime bassist Lars Danielssons, swing i »That'll Do«, »The One And Only«, »Jeg ta'r imod« og en »She Belongs To Me« så svedigt funky, at den formentlig kunne få selv James Brown til at holde kæft et par sekunder. Og ingen - og ja, jeg mener igen INGEN - guitarister i dansk poprock har som Staffan Astner og Aske Jacoby en så radikalt regerende rytmegruppe bag sig og dermed så frit spil, når de skal brillere i »isityouisitme« (ja, sgu!), den vidunderlige Gasolin' klassiker »Sirenesangen« og ét af de sidste 20 års bedste poprock-numre »Stupid Man« (jo, jeg ved godt, det plejer at være de sidste TI år, men nu er vi altså inde i et nyt årtusinde!).
Og så har jeg endda næsten glemt den smagfuldt spillende keyboardvirtuos Søren Runges knaldende præcise markeringer undervejs.
Hvilket bringer os til aftenens hovedperson. Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen, men få sangere i dette land kan få mig til at forstå den følelsesmæssige styrke, der ligger i musik, som Thomas Helmig kan, når det kører for ham. Ét er, at manden er en fremragende komponist og sanger. Noget ganske andet er, at det er en fryd at følge, hvordan Thomas Helmig kaster sjælen, spilleglæden og alle hårde hvidevarer ind i enhver sang, han møder på sin vej. Og fordi Helmig tydeligvis elsker sin musik og sit publikum så højt, som han elsker sit livs Renee (well, næsten da) bliver det aldrig selvfedt og -tilfredsstillende.
Jeg mener, hvis Michael Carøe havde stillet sig op og havde vrikket underliv, som Thomas gjorde det i aftes, var vi næppe holdt op med at brække os i julen 2004. Men i Thomas' tilfælde ikke alene bærer man over med en sådan inderlighed. Man ansporer den sgu'. Den er nemlig ikke show - den er livet. »Nu hvor du har brændt mig af« er sågu én af de få sange, der på én og samme tid kandiderer til titlerne som én af de tåbeligste og én af de rigtigste sange, der nogensinde er skrevet. Men livet er jo tåbeligt, hvilket det ikke nødvendigvis bliver ringere af.
Tilbage står det kun at konstatere, at Thomas Helmig er den eneste - og det inkluderer D-A-D - dansker, hvis turnépremierer, jeg aldrig har anmeldt til under fem stjerner.
Hvor fedt er det? Spørger du så.
Det er meget, meget fedt, tro mig!
THOMAS HELMIG, turnépremiere, Roskilde Hallen
