Han spillede selv en birolle i tre afsnit af tv-serien Dallas tilbage i 1987-88, men nu skal den amerikanske skuespiller Brad Pitt spille en hovedrolle i filmversionen af den populære serie.

Endnu er det ikke helt klart, om Brad Pitt skal spille den populære Bobby Ewing eller den lidt hårdere J.R., men faktum er, at producenten bag filmen bare VIL have Pitt med.

Samtidig forlyder det, at Catherine Zeta-Jones skal spille Pam, mens Melanie Griffith får rollen som Sue Ellen.

- Historien starter med, at Bobby og Pam mødes og bliver gift. Handlingen bliver tilpasset, så det virker som om, at familien Ewing lever i 2006, hvor filmen får premiere. Vi vil lave en stor, stjernespækket og prangende version af tv-serien, siger manuskriptforfattaren Robert Harling til det engelske nyhedsbureau Reuters.

Rygterne lyder også på, at producenterne meget gerne vil have stjerner som Mel Gibson, George Clooney og Matt Damon med i filmen.

Da Brad Pitt sidst spillede med i Dallas gav de tre afsnit den 41-årige skuespiller fire minutter på skærmen. Der er sket meget siden.

tik@bt.dk/pba@bt.dk