Bettina Aller er i sikkerhed. Efter knap 100 dage på tværs af Polarhavet blev den 42-årige eventyrer og milliardær-arving i går sammen med sin kæreste hentet af et fly midt i ishelvedet og fløjet i sikkerhed. Det skriver B.T. lørdag

»Jeg modtog en mail fra dem, da de var to timer fra Resolute Bay (Canada). Det betyder, at de efter et heftigt måltid nu ligger i en forhåbentlig god seng og sover,« lød det i går fra Bettina Allers nære veninde, Mie Thorseth.

Som beskrevet i B.T. fredag måtte Bettina Aller og hendes franske kæreste Jean Gabriel Linaud i forgårs opgive drømmen om at nå de knap 2000 km fra Sibirien til Canada.

Engang i næste uge vender de så tilbage til Danmark - efter mere end tre måneders polar-strabadser. Formentlig en del kilo lettere, end da de tog af sted.