Caroline Fleming er netop begyndt optagelserne til nyt tv-program, hvor hun bytter tilværelse med mindre kendte danskere.

Caroline Fleming blev for nylig skilt fra sin rige eksmand Rory Fleming, men har nu fundet sig en ny partner som hun er flyttet sammen med i Fredericia.

Der er dog ikke tale om en mand, som Caroline på nogen måde kender. Og hun er for den sags skyld heller ikke kæreste med ham.

Torsdag begyndte baronessen såmænd bare optagelserne til et nyt tv-program på Kanal 4, hvor hun er vært - og programmet hedder ganske enkelt: 'Baronessen flytter ind'.

Scroll ned og læs mere

Giver gode råd om tøjstil
- Det handler om, at Caroline Fleming bytter tilværelse med en helt almindelig dansk kvinde, som flytter ind hos hende på Valdemars Slot på Tåsinge. Til gengæld flytter Caroline Fleming så ind hos familien.

- Det er så meningen, at Caroline Fleming skal komme med gode råd til indretningen, mandens tøjstil, og hvad det nu kan være. Vi ved jo fra tv, at hun har en utrolig god smag, lyder det fra tv-tilrettelægger Lisbeth Janniche.

Optagelserne til det første program foregår lige nu i Fredericia og varer i alt tre dage.

- Caroline Fleming bliver kastet ud i det med det samme. Vi skal optage programmer de næste par måneder. De bliver så sendt til efteråret. Hvornår det helt præcist bliver, ved jeg endnu ikke, lyder det fra Lisbeth Janniche, som indtil videre kun har fået et godt indtryk af tv-baronessen.

- Caroline Fleming virker utrolig sød, sjov og er samtidig meget ukompliceret. Jeg ved, at hun har glædet sig meget til, at vi skulle i gang med optagelserne, fortæller Lisbeth Janniche.

Og glædet sig, det har i hvert fald Lisbeth Janniche. Hun er nemlig efter et halvt års ufrivilligt arbejdsløshed igen tilbage i tv-verden.

- Jeg ved, at når man er i tv-branchen, så er der perioder på en måned eller to, hvor man er arbejdsløs. Jeg nåede at være arbejdsløs i over et halvt år. Det var bestemt ikke med mine gode vilje. Jeg kan nemlig godt lide at arbejde. Jeg søgte også masser at job, men der var bare ikke noget at få.

- Jeg er derfor utrolig glad for at være tilbage igen. Såvel menneskeligt som økonomisk. For man kan godt mærke, at man går drastisk ned i indtægt, når man er arbejdsløs, forklarer Lisbeth Janniche