CNN har afsluttet samarbejdet med politisk kommentator efter WikiLeaks-afsløringer.

Den amerikanske tv-station CNN har mandag sat en stopper for samarbejdet med Donna Brazile, der længe har været en af mediets politiske kommentatorer.

Det sker, efter at hackede e-mails offentliggjort af WikiLeaks afslører, at hun sendte beskeder til Hillary Clintons stab og forberedte den demokratiske præsidentkandidat på spørgsmål forud for debatmøder.

Det oplyser CNN mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Donna Brazile har været på orlov siden juli, hvor hun takkede ja til jobbet som formand for Det Demokratiske Partis nationalkomité, DNC.

Lækkede mails viste mandag, at Donna Brazile havde sendt en besked til en af Clintons medarbejdere forud for en debat med hendes demokratiske rival Bernie Sanders.

Vært for debatten, der fandt sted i byen Flint i Michigan, var CNN. Blandt emnerne var det høje indhold af bly i grundvandet i delstaten.

»Et af spørgsmålene, som vil blive rettet mod HRC (Hillary Rodham Clinton, red.), kommer fra en kvinde med udslæt,« skrev Donna Brazile blandt andet.

Mailen var sendt til både kommunikationschefen og formanden for Clintons kampagne.

»Hendes familie har blyforgiftning, og hun vil spørge, hvad Hillary som præsident vil gøre for indbyggerne i Flint,« tilføjer Donna Brazile i mailen.

På debatmødet den følgende dag blev Hillary Clinton som varslet adspurgt af en kvinde, der havde hudproblemer.

Kvindens spørgsmål var dog markant anderledes end som beskrevet i mailen fra Donna Brazile.

CNN oplyser ifølge AFP, at tv-stationen har det "ubehageligt med afsløringerne af hendes (Braziles, red.) interaktioner med Clintons stab, mens hun arbejdede for tv-stationen."

CNN oplyser i øvrigt, at tv-stationen "aldrig har givet Donna Brazile adgang til spørgsmål, materiale, deltagerlister eller baggrundsinformationer forud for debatmøder".

/ritzau/