Det norske parlament Stortinget er netop blevet helt afspærret.

Det skyldes to bombetrusler.

»Politiet har modtaget en trussel mod Stortinget,« oplyser politiet i Oslo på X ifølge Dagbladet.

»Det er en trussel, vi reagerer på,« tilføjer politiet.

Til NRK oplyser politiet nu, at der er tale om to bombetrusler – og ikke en som det hidtil har været meldt ud. 

Klokken 09.48 blev politiet alarmeret om en bombetrussel, der stammer fra et socialt medie. Det sker efter, at Stortinget modtog en mail med en bombetrussel tirsdag aften.

I første omgang vurderede politiet ikke, at der var tale om en reel trussel, men da der onsdag indløb endnu en trussel, rykkede politiet massivt ud til Stortinget.

Hvem der står bag bombetruslerne, og om der er en sammenhæng mellem dem, ønsker politiet endnu ikke at udtale sig om. Men den seneste trussel via det sociale medie vurderes som værende den mest reelle af de to.

Alle indgange til Stortinget er spærret, og der er tungt bevæbnet politi udenfor.

Til VG oplyser Stortingets pressevagt, at ingen får lov til at komme ind eller ud af det norske parlament.

Alle, der arbejder i Stortinget er i en tekstbesked blevet oplyst om sikkerhedstruslen.

»Vi er bekendt med situationen og samarbejder med Oslos politidistrikt på at afklare truslen,« siger kommunikationsrådgiver ved det norske politis sikkerhedstjeneste PS, Martin Bernsen, til VG.

Politiet arbejder både med at varetage sikkerheden i Stortinget og med at undersøge bombetruslen. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Klokken 10.30 fik alle besøgende besked på at forlade Stortingssalen – midt under en spørgetime.

Selve spørgetimen forløber som normalt og vises live på Stortingets hjemmeside.

B.T. følger sagen …