Sjældne januar-tornadoer dræber to i USA

To mennesker har mistet livet i det sydlige USA, efter et stormsystem har forårsaget en række tornadoer, der ellers er usædvanlige for januar måned.

USA: En massiv storm har onsdag hærget det sydlige USA, og en række tornadoer, der ellers sjældent forekommer i januar måned, har kostet to mennesker livet i henholdsvis Georgia og Tennessee. Det oplyser Voice of America.

En kæmpe tornado rasede gennem byen Adairsville, Georgia, og smadrede hjem og virksomheder og hev både træer og elkabler op fra jorden.

Politiet blev tvunget til at lukke en del af en større motorvej, da flere biler var blevet væltet om på taget.

Tirsdag var det forår og 17 grader i Chicago, mens temperaturen onsdag faldt til blot fire grader på grund af det usædvanlige vejrsystem.