Et gidseldrama i en bank udspiller sig i disse timer i udkanten af London, hvor en bevæbnet røver holder adskillige kunder indespærret.

En bevæbnet røver har taget flere mennesker som gidsler i en bank i Storbritannien, oplyser politiet.

Politiet siger, at manden tog gidsler efter at være trængt ind i en filial af Barclays bank i Ashford i den vestlige del af London omkring klokken 16 (klokken 17 dansk tid).

- En del kunder befandt sig i banken på det pågældende tidspunkt, og røveren menes endnu at opholde sig i lokalerne sammen med gidslerne, siger en talskvinde for politiet.

Lianne Ralph befandt sig i banken, da dramaet begyndte:
- Jeg stod og talte med en af de ansatte, da en mand i kedeldragt kom ind i banken, fortæller hun til Sky News.

Ifølge Lianne Ralph var manden bevæbnet med en riffel og beordrede alle til at lægge sig ned på gulvet. Derefter delte han kedeldragter ud til de ansatte, så de kunne spraye vinduerne til med sort maling.

Den bevæbnede mand sagde, at alle, der havde hjerteproblemer skulle sige til. Fru Ralph gav udtryk for, at hun var ved at få et alvorligt angstanfald og fik derfor lov til at gå, skriver Skye News. Ifølge hendes observationer befandt der sig på daværende tidspunkt fire-fem kunder og flere ansatte i banken.

Politiet har en helikopter hængende i luften over banken for at overvåge gerningsstedet.

Chefkriminalinspektør Alan Sharp fra politiet i Surrey sagde tidligere, at ordensmagten var på stedet i løbet af få minutter og var i færd med at vurdere situationen.

/ritzau/finn