Pulverbreve indeholdende tekst, der viser sympati for Occupy Wall Street-bevægelsen, er blevet sendt til bankfilialer, mediehuse og New Yorks borgmester op til 1. maj.

Amerikanske banker, mediehuse og New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, har de seneste dage modtaget identiske, mystiske breve fra den samme, ukendte afsender. I alt ti breve indeholdende hvidt pulver og en lille tekst er blevet sendt i omløb forud for arbejdernes internationale kampdag, skriver Reuters.

På noten har afsenderen med identiske bogstaver skrevet teksten »Dette er en påmindelse om, at du ikke er i kontrol« og »Glædelig 1. maj«, fortæller politiets talsmand, Paul Browne.

Teksten i brevene tyder ifølge politiet på, at afsenderen sympatiserer med Occupy Wall Street-bevægelsen, der kæmper mod kapitalismen og protesterer mod økonomisk ulighed. Og efter politiets vurdering har aktionen været koordineret frem mod netop den 1. maj, hvor arbejdere verden over har været på gaden.

Men selv om afsenderen tilsyneladende støtter Occupy Wall Street, er der ingen direkte forbindelse til selve bevægelsen. Det siger talsmand Ed Needham til Reuters.

- Det lyder ikke som noget, vi ville gøre, siger Ed Needham.

Pulveret i brevene viste sig efterfølgende være ganske harmløst. Det var nemlig bare tale om majsstivelse, oplyser politiet.