FNs Menneskerettighedsråd skal på et hastemøde drøfte krigsforbrydelser begået af de militante islamistiske grupper i Irak såsom Islamisk Stat.

FN: Historierne om udbredte krigsforbrydelser begået af militante islamistiske oprørsgrupper i Irak får nu FNs Menneskerettighedsråd til at indkalde til et hastemøde i Geneve på mandag. Det oplyser FN ifølge Reuters.

Anmodningen om mødet kommer fra den irakiske regering og er støttet af en række øvrige lande, herunder Egypten på vegne af de arabiske stater, Iran, USA og EUs medlemslande, oplyser FN.

FNs højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, har for nylig fordømt de »rystende og udbredte« krigsforbrydelser begået af Islamisk Stat (IS) i Irak, der omfatter massehenrettelser af krigsfanger.

USA besluttede tidligere på måneden at optrappe indsatsen mod at hjælpe Iraks regering i kampen mod IS i den nordlige del af landet, hvor IS har indtaget flere områder.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn besluttede i forrige uge, at Danmark sender et Hercules transportfly samt besætning til Irak for at støtte amerikanerne.