Sammen med britisk datavirksomhed lancerer Indien nu en tavlecomputer, der blot koster et par hundrede kroner.

Indien præsenterer onsdag det, der er blevet kaldt verdens billigste tavlecomputer. Den vil blive solgt med tilskud til studerende for, hvad der svarer til 200 kr.

Den ny tavlecomputer er blevet døbt Aakash, der betyder himmel på indisk. Regeringen i New Delhi siger, at den i første ombæring vil blive fremstillet i 100.000 eksemplarer - inden den vil blive tilbudt til millioner af studerende i løbet af nogle måneder.

- Snart vil en 35-dollar-computer være til rådighed for enhver skoleelev. Tavlecomputeren vil hjælpe til med at øge kvaliteten af skoleundervisningen, siger Indiens minister for telekommunikation og undervisning, Kapil Sibal.

Tavlen er blevet udviklet af den britiske data-virksomhed DataWind. Den bliver officielt lanceret onsdag af minister Sibal og DataWind.

Det har taget to år at udvikle Aakash-computeren, som skal produceres i Indien.

Regeringen i New Delhi håber, at Aakash kan være medvirkende til, at Indien indhenter de andre såkaldte Brik-lande, Brasilien, Rusland og Kina, hvad angår befolkningens adgang til informationsteknologi.

Antallet af indere med adgang til internet er blevet 15-doblet i perioden 2000 til 2010, viser en nylig rapport. Trods dette er det stadig kun otte procent af Indiens befolkning, der har internetadgang. Til sammenligning har næsten 40 procent af Kinas befolkning adgang til nettet.

/ritzau/Reuters