Ida Auken var kun lige ankommet til lufthavnen i Dubai, da hun fik sig et chok. Et ældre dansk ægtepar faldt på rulletrappen og slog sig hårdt lige foran hende.

'På vej ud af gaten skete der en voldsom ulykke. Et ældre dansk ægtepar faldt på rulletrappen lige foran mig. Manden slog sit hoved meget voldsomt og blødte. Kvinden faldt og slog sin ryg. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde dem fra at falde hele vejen ned, mens rulletrappen kørte videre,' skriver politikeren fra Radikale Venstre på sin Facebook-profil.

Ida Auken kom selv lettere til skade og blev hos ægteparret dem, indtil amublancefolkene kom. Episoden har gjort så stort et indtryk på Ida Auken, at hun nu efterlyser ægteparret på Facebook for at høre, hvordan det går med dem. Hun fik nemlig ikke navnene på de to ældre danskere.

'Kan nogen hjælpe mig med at finde dem? Del meget gerne denne besked. Tak af hjertet.'

At ulykken var alvorlig, understreger Ida Auken mandag formiddag på sin profil.

'Jeg slap med et sår på benet, en bukket kuffert og knust iPad skærm og det betragter jeg som meget billigt i forhold til de to, der faldt,' skriver hun.

Ved du, hvem det kan være, så tip BT, så forsøger vi at skabe kontakt mellem ægteparret og Ida Auken?

Bt.dk har forgæves forsøgt at få fat i Ida Auken for at høre, om hun har fundet danskerne.