Norsk politi vil vide alt om Anders Behring Breivik. Det inkluderer de personer, han har spillet med og imod i computerspillet World of Warcraft.

Da han var 25 år rev han et helt år ud af kalenderen, bare for at spille det populære computerspil World of Warcraft, også kendt som WoW. Det er derfor ikke just små mængder af terroristen Anders Behring Breiviks liv, der blevet brugt foran computeren.

Den nu 32-årige Breiviks forkærlighed for spillet har fået norsk politi til at bede producenten af spillet om hjælp til at kortlægge, hvem der har spillet sammen med den norske massemorder, skriver VG.no.

- Vi går igennem alt, hvad han har gjort, og hvem han har haft kontakt med. Både når det gælder spillet World of Warcraft, Facebook, e-mail og andre steder, hvor han har haft kontakt med andre, siger politiadvokat Christian Hatlo til VG.

Ifølge det norske medie, så er det især seks spillere af World of Warcraft, der har politiets interesse. De fleste har brugt serveren Silvermoon til at spille over internettet, og det var den samme, som Breivik benyttede sig af.

- Vi ønsker at snakke med de personer. Befinder de sig i udlandet, så finder vi dem. Derudover ønsker jeg ikke at kommentere World of Warcraft, siger Christian Hatlo.

Breivik benyttede sig angiveligt af brugernavnene Conservatism og Conservative, når han spillede sit yndlingsspil. Anders Behring Breiviks advokat kender ikke til politiets efterforskning af sin klients computervenner, ligesom han ikke ved meget om Breiviks forhold til spillet.

- Men jeg vil gerne sætte mig ind i hans forhold til spillet og den spilverden, han har levet i, siger Breiviks forsvarer Geir Lippestad til VG.

Computerspillet World of Warcraft går ud på at opdrætte og kæmpe med monstre mod andre spillere over internettet.