Gadeurolighederne i Grenoble er politiets egen skyld. Politiet handlede ikke i selvforsvar, da en ung 24-årig mand blev dræbt, mener byens unge.

Natten mellem fredag og lørdag var den franske by Grenoble præget af voldsomme uroligheder mellem byens unge og politiet. Tumulten begyndte kort tid efter begravelsen af den 24-årige Karim Boudouda, der blev dræbt af en politimand 24 timer tidligere.

Politiet hævder, at politimanden handlede i selvforsvar mod den unge mand, der var mistænkt for at have begået tyveri mod byens kasino. Men byens unge ser helt anderledes på sagen. De beskylder politiet for ikke at tilkalde hjælp eller prøve at genoplive ham.

- De lod ham ligge på jorden og dø i stedet for at bære ham væk, udtaler en beboer fra Villeneuve-kvarteret, hvor den dræbte kom fra.

En ung kvinde befandt sig ligeledes midt i nattens tumult og har heller ikke meget tilovers for det franske politi og deres arbejde i byen.

- Når man har brug for politiet, så er de her ikke. Og når man ikke har brug for dem, så kommer de. Alt det her er på grund af dem, siger hun til det franske nyhedsbureau AFP.

De unges had mod politiet bliver også rettet direkte mod politifolkene i området, fortæller en politimand, som arbejder i Villeneuve-kvarteret.

- De unge har sagt til mig, at vi har dræbt en af deres, og at vi er en beskidt race, som de også vil dræbe, siger han til AFP.

Under nattens uroligheder blev mellem 50 og 60 biler smadret eller sat i brand, to butikker blev hærget og en del byggemateriel ligeså. Urolighederne tog fart lige før midnat, hvor en gruppe samledes midt i byen og gik til angreb på en sporvogn med køller og kasteskyts.

Ved halvtretiden gik de unge løs mod politi og affyrede skud. To unge blev anholdt, men ingen kom noget til. Først hen på morgenstunden stilnede uroen af.

/ritzau/