Der er fundet 42 omkomne ved vraget af et passagerfly, der er forulykket i det nordøstlige Kina, oplyser statslige medier.

Et flystyrt i det nordøstlige Kina sent tirsdag lokal tid kostede mindst 42 mennesker livet.

En politimand siger til kinesisk tv, at 42 omkomne er fundet ved flyet, som forulykkede og brød i brand under landingen i byen Yichun i provinsen Heilongjiang.

Tidligere sagde Yichuns borgmester til tv-stationer, at 49 mennesker er kvæstet, tre af dem alvorligt.

Om bord på flyet fra Henan Airlines var der ifølge lufthavnsmyndighederne 91 mennesker, mens flyselskabet sagde 96.

Ulykken skete i Lindu-lufthavnen i Yichun kl. 22.10 tirsdag lokal tid.

Det var et fly af typen ERJ-190, som forulykkede. Flytypen fremstilles af den brasilianske producent Embraer.

Flyet var lettet kort før kl. 21 fra provinshovedstaden Harbin omkring 300 kilometer sydvest for Yichun.

/ritzau/Reuters