En dommer på Hawaii har forlænget en suspendering af præsident Donald Trumps indrejseforbud på ubestemt tid.

Honolulu. En føderal dommer i delstaten Hawaii har besluttet at forlænge det midlertidige påbud, der forhindrer gennemførslen af præsident Donald Trumps indrejseforbud, på ubestemt tid.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dommer Derrick Watson har således besluttet, at påbuddet skal gælde, indtil at delstatens retssag om at standse indrejseforbuddet er endeligt afgjort.

Hawaii mener, at Trumps direktiv diskriminerer muslimer og er i strid med den amerikanske forfatning.

Da selv samme dommer 15. marts besluttede at suspendere en revideret udgave af Trumps indrejseforbud, begrundede han afgørelsen med, at præsidentens ordre var rettet mod en bestemt religion.

- Selv om islam ikke er nævnt med navn i indrejseforbuddet, så vil en objektiv iagttager konkludere, at den præsidentielle ordre blev udstedt med det mål at være til ugunst for en bestemt religion, sagde Derrick Watson ifølge Bloomberg.

Trumps nye forbud omfatter borgere fra seks lande mod før syv, da Irak er blevet slettet fra listen.

Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen er fortsat omfattet af forbuddet.

Hawaiis demokratiske justitsminister, Douglas Chin, har tidligere kaldt det nye indrejseforbud for en version 2.0 af det første forbud.

- Den nye ordre er ikke andet end en version 2.0 af et forbud mod muslimer. Under påskud af at tage hensyn til den nationale sikkerhed er forbuddet fortsat rettet mod indvandrere og flygtninge, sagde han tidligere på måneden ifølge NBC News.

Da Hawaii-dommer Derrick Watsons afgørelse er gældende for hele USA, er Donald Trumps dekret ugyldigt, indtil en appeldomstol eller højesteret eventuelt omgør afgørelsen.

/ritzau/