En 70-årig dobbeltmorder har sendt et håndskrevet brev til Anders Breivik, hvor han giver tip og gode råd om livet som fange i Ila Statsfængsel - Norges mest sikrede fængsel.

- Vi må ikke glemme, at han er et menneske, og jeg vil fortælle ham om alle de gode mulighed på Ila. Vi har kun støtte fra systemet og hinanden, siger dobbeltmorderen, der selv afsoner sin dom i Ila, ifølge VG.no.

Anders Breivik holdes fuldstændig isoleret fra de andre fanger - og det betyder også, at al kommunikation til og fra hans specialindrettede celle-kompleks gennemgås omhyggeligt. Men fængslet driver ikke censur, og Breivik har modtaget brevet, da man ikke mener, at det kan føre til nye strafbare handlinger eller forstyrre ro og orden i fængslet.

- Jeg sendte brevet af menneskelige hensyn og spurgte, om han var interesseret i at høre om livet i Ila gennem en fanges øjne, siger den 70-årige til VG.

LÆS

Dobbeltmorderen ønsker ikke at fortælle, hvilke tanker, han gør sig om Breivik eller hans terrorhandlinger, og han har på nuværende tidspunkt ikke fået svar fra massemorderen.

- Det eneste, vi ved om ham, er det, som kommer frem i medierne. Og det hænder, at vi ser den hvide transportbil, som kører ham til og fra fængslet, siger dobbeltmorderen.

Det er tidligere kommet frem, at Breivik har svaret på breve fra meningsfæller, ligesom han kommunikerer med sin mor. 

Endvidere har Breivik ifølge VG fået flere breve fra beundrere og personer, som ønsker at frelse ham - hvilket ikke er ualmindeligt, når hårdkogte kriminelle er blevet omtalt i pressen.

LÆS

Den norske avis erfarer også, at Ila Statsfængsel skal have modtaget flere telefonopkald fra en kvinde, der hævder, at hun er gift med massemorderen.

I sit terrormanifest har Breivik omhyggeligt forklaret, at tiden i fængslet er meget vigtig. Her kan man sprede sit budskab og hverve ligesindede - en strategi, der i øvrigt er brugt af al-Qaida.

Fængslet slår imidlertid ifølge VG hårdt ned på forsøg på at skabe relationer mellem fanger i fængslet, og dertil har fængslet indført et absolut forbud mod, at ansatte møder Breivik på enmandshånd.

LÆS

Retssagen mod Anders Breivik, der dræbte 77 personer i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011, begynder ved Tingretten i Oslo den 16. april.