De danske kampfly, der deltager i den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) i Irak, har for første gang kastet bomber, oplyser Forsvaret mandag.

»Missionerne, som Danmark har deltaget i, har været offensive operationer, og de danske fly har i forbindelse med nogle af missionerne anvendt bomber,« oplyser Forsvaret og tilføjer, at de danske F-16-fly har fløjet i alt 11 missioner.

De syv danske F-16-fly var torsdag i sidste uge på deres første togt i kampen mod IS. Det var dog en fredelig én af slagsen, hvor der ikke var behov at angribe terrorbevægelsen.

De danske kampfly landede på Ahmed Al Jaber-basen i Kuwait 5. oktober efter en hastegodkendelse i Folketinget, men en række praktiske problemer forhindrede flyene i at gå på vingerne de første 11 dage.

BNB