Sommeren betyder ikke kun sporarbejde for passagererne i Københavns Metro.

Metro Service, der står for driften af metroen, har også ændret reglerne for at tage cykler med i togene.

Tidligere år har den såkladte spærretid – perioden, hvor man ikke må tage en cykel med i metroen – været afskaffet i sommermånederne.

Så mens man resten af året måtte undvære cyklen i toget mellem klokken 7 og 9 og mellem 15.30 og 17.30, kunne man tage cyklen med hele dagen i juni, juli og august.

Foto: B.T.
Vis mere

Sådan er det ikke længere, oplyser kommunikationsmedarbejder i Metro Service Thor Wilkens.

»Vi indfører ens retningslinjer hele året for cykler i metroen grundet en stor vækst i antallet af passagerer i sommermånederne,« siger han.

Tidligere oplevede metroen en pæn nedgang i passagertallet i de tre sommermåneder.

Når den ikke længere er så stor, giver det udfordringer, hvis mange passagerer har en cykel med.

»En cykel fylder det samme som fem passagerer, og medtagne cykler påvirker dermed pladsen i tog, på perronerne og flowet ved af- og påstigning. Ligesom resten af året vil kunderne stadig kunne tage deres cykler med i metroen om sommeren, blot ikke i myldretiden,« siger Thor Wilkens.

De nye regler gælder også for de populære løbehjul, der bruges af mange københavnere.

»Hvis løbehjulet måler over 30 x 60 x 100 cm og ikke kan klappes sammen, vil det fremover være det samme som at tage en cykel med i den offentlige transport,« siger Thor Wilkens.

Og spærretid eller ej – så skal man stadig købe en cykelbillet, hvis man vil have den tohjulede med i metroen.