Caroline Wozniacki fik en tennislektion af niendeseedede Johanna Konta i tredje runde af Australian Open, og i fjerde runde var det så blevet Ekaterina Makarovas tur til at få en tur i den britiske slagmaskine.

I godt en time blev den 30.-seedede russer drevet rundt på Margaret Court Arena, inden Konta var i kvartfinalen med sejr på 6-1, 6-4.

Efter at være blevet kørt over med 6-1 i første sæt åbnede Makarova stærkt i andet sæt.

Russeren bragte sig på 4-1, men kun for at se den formstærke brite sætte tempoet op igen og snuppe fem partier på stribe til sætsejr på 6-4.

Konta har set uhyggeligt stærk ud i sine seneste kampe, men hun får også brug for al sin styrke i kvartfinalen.

Her venter andenseedede Serena Williams, som trods en lidt rusten indsats mod Barbora Strycova altid er farlig med sit ekstremt kraftfulde spil.

Williams har seks gange tidligere i karrieren vundet grand slam-turneringen i Melbourne.

Kontas bedste resultat i turneringen er den semifinale, hun nåede frem til sidste år.

Veteranen Mirjana Lucic-Baroni er også klar til kvartfinalen. Den 34-årige kroat sendte den unge amerikaner Jennifer Brady ud med overbevisende 6-4, 6-2.

I herresingle blev belgieren David Goffin, som er seedet 11, klar til kvartfinalen efter en sejr i fire sæt over ottendeseedede Dominic Thiem fra Østrig.

Goffin vandt med cifrene 5-7, 7-6, 6-2 og 6-2. Han møder i kvartfinalen vinderen af opgøret mellem 15.-seedede Grigor Dimitrov og overraskelsen Denis Istomin fra Usbekistan.

/ritzau/