Det var en storsmilende Clara Tauson, som B.T.'s udsendte mødte efter sin sejr på 6-4, 6-3 over Leylah Annie Fernandez i pigesinglefinalen ved grand slam-tennisturneringen Australian Open i Melbourne.

»Det er helt klart mit største øjeblik som tennisspiller nogensinde, men skal jeg være ærlig, var det ikke noget, jeg havde forventet, inden turneringen gik i gang,« sagde den 16-årige dansker.

Resultatet betyder, at hun går i fodsporene på Caroline Wozniacki, der i 2006 vandt Wimbledons pigesingleturnering.

»Caroline er en kæmpe inspiration for mig. Vi kender hinanden godt og har indimellem trænet sammen. Hun er en idrætskvinde, som alle i Danmark - ikke blot tennisspillere - ser op til. Men jeg føler det ikke som noget pres, at nogle mener, at jeg er hendes afløser. Det er da stort, at blive sammenlignet med hende, men jeg fokuserer bare på mig selv,« sagde Clara Tauson.

Foto: LUKAS COCH
Vis mere

Hun havde i andet sæt ved stillingen 5-2 muligheden for at serve sejren hjem, men lavede så en dobbeltfejl, hvorefter hendes canadiske modstander leverede et servegennembrud.

»Jeg blev lidt nervøs på matchbolden, men heldigvis formåede jeg efterfølgende at holde hovedet koldt, så jeg i partiet efter kunne bryde tilbage,« sagde Clara Tauson.

I momentet efter sejren var sikret, kastede hun sin ketcher op i luften og gemte hovedet væk mellem hænderne.

»Der gik rigtig mange følelser gennem min krop. Det har jo været en uge med op- og nedture. Eksempelvis spillede jeg skidt i første runde (mod Anastasia Berezov, red.), og kunne her være røget ud af turneringen. Men set i bakspejlet tror jeg, det var godt for mig at få et wake-up-call,« sagde Clara Tauson.

Foto: LUKAS COCH
Vis mere

Har det været sjovt at være 'down under'?
»Ja, selvfølgelig. Før Australian Open vandt jeg en testturnering. Det har været to fede uger.«

Hvor slem er den lårskade, du spillede finalen med?
»Det er en skade, jeg har spillet mine sidste tre kampe ved Australian Open med. Før semifinalen fik jeg tapet den op. I finalen var forbindingen lidt strammere, fordi jeg havde lidt mere ondt. Det hjalp heldigvis, men det var ikke så slemt, at jeg på noget tidspunkt overvejede at udeblive fra finalen.«

Hvad er der sket efter finalen?
»Jeg har fået en masse lykønsninger på sms fra mange af mine venner. Ellers har jeg blandt andet tænkt på min lillesøster og mor derhjemme i Danmark. Jeg ved, at min mor har fuldt mine kampe tæt, selvom de er blevet spillet midt om natten. Men rent faktisk har hun ikke turdet se dem på tv. I stedet har hun fulgt med på live-score.«

Og nu har du Australian Open som favoritturnering?
»Det har jeg helt bestemt. Sidste år var jeg med ved French Open, Wimbledon og US Open. Her gik det mig knapt så godt. Jeg tror, at min førsteseedning her i Melbourne har givet selvtillid. Om tre måneder er der French Open igen. Jeg tror, jeg skal være med igen, men ved det ikke helt sikkert endnu.«

Clara Tauson, til venstre, besejrede Leylah Annie Fernandez i pigesinglefinalen ved Australian Open.
Clara Tauson, til venstre, besejrede Leylah Annie Fernandez i pigesinglefinalen ved Australian Open. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Hvad skal der ske nu?
»Nu skal jeg rejse hjem, og dernæst skal jeg spille Fed Cup for Danmark (i Polen, red.). Det bliver en stor udfordring mod stærke landshold. Endnu ved vi ikke om Caroline spiller. Men gør hun ikke, er det bare om at kæmpe. Hvad der herefter kommer til at ske, må tiden vise. Jeg går i 10. klasse, men set i et tennismæssigt perspektiv bliver det nok lidt svært til sommer at begynde i 1.g på gymnasiet. Nu må vi se.«

Interviewet med B.T. er slut, og Clara Tauson skal videre til det næste.

»Det er en helt vild dag i dag, men jeg nyder det virkelig,« lyder Clara Tausons slutreplik.