Den tidligere Brøndby-spiller Martin Ørnskov fortæller i en ny bog, at han savnede hjælp fra Brøndby og træner Thomas Frank, hvis taktik ofte var genstand for diskussion blandt profilerne.

Det fortæller han i den nye bog ’Rebellerne’ af journalist Søren Sorgenfri, som BT har fået lov at kigge nærmere på.

Ørnskov var i sine tre år i Brøndby fra 2013-2016 en udskældt spiller blandt fansene, hvilket fyldte meget hos den nuværende Lyngby-spiller, der i bogen beskriver en tumultarisk periode, hvor Brøndby-projektet skifter karakter med nye, store navne og høje forventninger, hvilket blandt andet skabte 'interne gnidninger i trænerstaben'.



Mest af alt fortæller Ørnskov, at han følte sig misforstået af fansene, fordi han – uden at offentligheden vidste det – kæmpede med en skade, der gjorde det umuligt at toppræstere.

Skaden var desuden medvirkende til, at Ørnskov udviklede et misbrug af gigtpiller. 

»Jeg er ikke ude med riven efter Thomas Frank (Brøndbys forhenværende cheftræner, red.). Jeg talte flere gange med Frank om det. Han havde sit at se til, men jeg savnede, at man på egentlig eller anden måde i klubben fik italesat problemet, og fik det kommunikeret ud,« siger Ørnskov og tilføjer senere i bogen:

»Det var jo kun folk i klubben, der kendte til min situation, og så stod jeg der og tog imod alt muligt lort og havde allermest lyst til at fortælle, hvordan landet lå, men gjorde det ikke, fordi klubben havde brug for noget andet. Det er virkelig en skodsituation at være i som professionel fodboldspiller.«

Men det var ikke kun skaden, Ørnskov mener, der gav Brøndby-fansene et forkert syn på ham som fodboldspiller. Hans til tider fastlåste rolle på Thomas Franks mandskab var fyldt med mange arbejdsopgaver, som oftest kun var synlige for fodboldnørderne, påpeger Ørnskov. Og derfor så fansene kun en defensiv udgave af ham.

»Mine afleveringer var forhåndsaftalte nærmest efter en skabelon. Jeg har prøvet at stå skoleret på Thomas Franks kontor, fordi jeg slog en aflevering ned midt i banen og ikke til siden. Den måde, jeg spillede på, skulle passe helt præcist til taktikken. Det blev ofte diskuteret på træningsbanen med nogle af os spillere på den ene side. Mig, Thomas Kahlenberg og Daniel Agger og af og til andre og Frank på den anden, men på en konstruktiv måde,« forklarer Ørnskov.

Han havde denne sommer kontraktudløb med Brøndby og skiftede senere hen til Lyngby.