Tillykke, FC Midtjylland. Tillykke med et stensikkert mesterskab, der blev grundlagt langt før denne sæson. For det mesterskab, der reelt blev sikret med 2-0-sejren over rivalerne fra FC København i weekenden, bygger på en grundtanke, der har været herskende i klubben i årevis - og nu er udbygget med en økonomisk formåen, der gør, at man tror på klubben som reel udfordrer til titlen i årene fremover.

Det er dog ikke Matthew Benhams entre, der er forklaringen på dette mesterskab. Det er den kultur, som især Glen Riddersholm har skabt i klubben. Man har valgt at dyrke dyder, der længe har været i klubben. Det energiske presspil på et fundament af fysisk overlegenhed, hurtige omstillinger og jagten på hyppige afslutninger. Hertil har man så været i stand til at lægge på, fordi grundforståelsen for spilsystemet har været tindrende klar, hvilket giver muligheden for at lægge på - og det vidner de mange mål på dødbolde i høj grad om. Endelig skylder jeg at nævne dansk fodbolds mest uindtagelige fort, MCH Arena, som en væsentlig grundsten til succesen.

Så kudos til Glen Riddersholm, der kan høste karrierens største triumf, og som fremover vil være træner i en klub, der endegyldigt er løftet ud af rollen som outsider med et gummibensprædikat.

Hvis dette mesterskab skal tilskrives den nuværende trup og den kontinuitet, som Glen Riddersholm personificerer, vil de kommende år i højere grad være afhængige af, om pengemanden Matthew Benham fortsat vil tilføre de nødvendige midler. Væk er tanken om, at man skal udvikle spillere og sælge dem for en høj nok pris til at holde sig oven vande. Nu handler det om at jagte titler, også i år hvor FC København er solidt kørende over en hel sæson og ikke har de udfald, som i de senere år har givet mesterskaber til AaB og FC Nordsjælland. Der blev købt godt ind i vinterpausen, men testen står i det kommende transfervindue, når en række profiler med stor sandsynlighed forlader klubben. Med tanke på, at FC København vil forøge investeringerne i truppen, bliver det en tættere kamp i den kommende sæson. Men FC Midtjylland kan, i modsætning til tidligere, nu bryste sig af, at man er et mesterhold og endda et fortjent et af slagsen.