FC København får formentlig en mild straf, selvom de bevidst lod angriberen Fanendo Adi spille, inden hans arbejdstilladelse var på plads.

Det vakte et ramaskrig, da FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen søndag for rullende kamaraer indrømmede, at klubbens nye angriber Fanendo Adi havde fået debut, selvom han ikke havde nogen arbejdstilladelse.

- Det er sådan, at i det øjeblik, at han træder ind på træningsbanen, så er forbrydelsen sådan set sket. I forhold til kampen i dag (i søndags, red.) har det ikke nogen relevans, da han har de tilladelser, der skal til, sagde Carsten V. Jensen til TV 3 Sport.

Dermed erkender FC København, at de har overtrådt udlændingelovgivningen. Men selvom politiet skulle finde frem til samme konklusion i deres efterforskning, slipper københavner klubben formentligt billigt.

Ifølge BTs oplysninger vil bøden til FC København formentlig blive i størrelsesordenen 10.000 kr., mens Fanendo Adi højest sandsynligt slipper med 1.000 kr. Beløbet kan dog stige, hvis politiet vurderer, at der er skærpede forhold i sagen. Men det er dog stadig langt fra den udvisning af Adi, som flere medier mandag spekulerede i kunne være udgangen af sagen. 

Der er endnu ikke rejst sigtelse i sagen, men Københavns Politi bekræfter ifølge dr.dk over for Ritzau, at de er gået ind i sagen:

- Jeg kan bekræfte, at vi har en sag, og at vi efterforsker sagen, ligesom vi efterforsker alle andre sager af den type, fortæller advokaturchef Michael Jørgensen fra Københavns Politis Station Amager..

Derudover er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) også blevet tvunget ind i sagen. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har bedt ministeren redegøre for om, Adi bliver straffet i sagen - og om han bliver straffet på lige linje med pizzabagere, avisbude eller opvaskere, der arbejder uden arbejdstilladelse.