Den tidligere AGF'er Osama Akharraz kan måske være på vej til en kontrakt i Superliga-klubben FC Vestsjælland. I hvert fald spillede han lørdag med, da den nedrykningstruede Slagelse-klub pudsede vinterformen af mod 1. Divisions-bundproppen FC Roskilde.

Og det gjorde han godt, Osama Akharraz.

Den 24-årige offensivspiller, der spillede hele kampen, scorede til slutresultatet 5-0 og var desuden med til at kreere den dobbelte målscorer Marc Dal Hendes 2-0-scoring.

Osama Akharraz er på klubjagt efter bruddet med AGF i september og har via selvtræning og træning hos 2. Divisionsholdet Hvidovre holdt formen ved lige. I starten af året var han til prøvetræning i Tyskland og 2. Bundesliga-klubben St. Pauli, men her blev det ikke til en kontrakt i første omgang.

»Selvfølgelig vil jeg gerne prøve at spille i udlandet, men jeg kan også sagtens forestille mig, at jeg kan spille i en Superliga-klub, når forårssæsonen går i gang,« sagde han efterfølgende til bt.dk.

Og måske forestillingen bliver til virkelighed. I hvert fald efterlod han et fornuftigt indtryk i FC Vestsjællands træningskamp lørdag eftermiddag.

Osama Akharraz har også en fortid som Superliga-spiller i Brøndby.