Riza Durmisi var fast mand i sidste sæson og spillede også alle Brøndbys kampe i efteråret, men i foråret er han røget på bænken, og spilletiden har været sparsom. I sidste runde kom han slet ikke på banen i kampen mod FC Vestsjælland.

Brøndbys træner, Thomas Frank, har forklaret, at Riza Durmisi og den anden venstreback, Patrick da Silva, har stået helt lige i kampen om pladsen, og at det i øjeblikket er Patrick da Silva, som fører den kamp.

BT har imidlertid talt med Riza Durmisis morfar og repræsentant, Nadi Selimi, og han mener, at årsagen til spillerens bænkplads snarere skyldes problemer med at forlænge kontrakten trods flere møder med Riza Durmisis repræsentanter.

»Vi vil gerne forlænge, men det kontraktforslag, klubben er kommet med, lever slet ikke op til det niveau, Riza er på. Vi har holdt syv møder med Brøndby uden at nå til enighed. Ikke engang amatører ville tage imod sådan en kontrakt, de er kommet med, og vi er meget utilfredse med deres tilbud. De har kun tilbudt os salt og peber,« siger Nadi Selimi.

»Nu har de så isoleret et af deres største salgspotentialer, og han risikerer at miste sin plads ved U21-EM til sommer. Thomas Frank synes ellers, at Riza træner godt, men det synes Per Rud ikke,« fortsætter Riza Durmisis morfar, der er bosat i Tyskland.

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, giver ikke meget for Nadi Selimis holdning til kontraktforhandlingerne.

»Jeg diskuterer ikke vores personalesager med nogen. Det her er en sag mellem mig og hans agent, som i øvrigt ikke er hans morfar. Hvad jeg snakker med hans agent om, det er en sag mellem ham og mig, og hvad hans morfar mener, det må stå for hans egen regning. Men det er ikke én, jeg sidder og forhandler Rizas kontrakt med,« siger Per Rud og tilføjer:

»Jeg ved ikke, hvem han har holdt de møder med. Det er svært at forholde sig til en morfar, som ikke er ham, jeg mødes med. Jeg ved udmærket, hvem morfaren er, og jeg har mødt ham rigtig mange gange, men det er ikke ham, der repræsenterer Riza. At de så 100 procent diskuterer tingene sammen, det er jeg ikke i tvivl om.«

Er det lige meget, hvad hans morfar siger så?

»Jeg forholder mig til den debat, jeg har med Riza og hans agent, og hvad vi snakker om dér, kommer ikke andre ved.«

Tror du på en forlængelse?

»Vi ønsker, at Riza bliver i klubben, og så får vi en aftale, hvis Riza er enig i det, og hvis han ikke er det, så gør vi ikke. Det er betingelserne, og hvor vi er henne med det, det kan jeg ikke sige.«

Der er ingen hold i, at han ikke spiller, fordi han ikke har forlænget?

»Det siger sig selv, at det ikke er den måde, man agerer på,« slutter Per Rud.

Selv om Per Rud afviser, at Riza Durmisi er røget på bænken, fordi han ikke har forlænget kontrakten, er Nadi Selimi af en anden overbevisning.

»Inden Riza Durmisi forlængede sin kontrakt i sommeren 2013, var Thomas Frank hjemme hos Rizas forældre og viste ham tillid. Riza kan godt lide Thomas Frank som træner og som menneske. De har et godt forhold. Så jeg spørger mig selv hver dag, hvad der er galt, siden han ikke spiller.«

Riza Durmisi har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2016.