Silkeborg-træneren har masser af idéer til at bringe Silkeborg ud af krisen

Keld Bordinggaard har nu officielt overtaget rollen som Superligaens mest fyringstruede træner. 1-2-nederlaget til Brøndby IF søndag aften får dog ikke den tidligere U21-landstræner til at trække sig fra opgaven og gå frivilligt.

- Vi har stadig masser af idéer. Men der er ikke ret meget grund til at introducere spillerne for dem lige nu. De kan ikke tage ret meget nyt ind, sådan som situationen er lige nu, sagde Keld Bordinggaard til Canal 9 efter kampen.

- Den er hård at tabe for os alle sammen, erkendte træneren.

Han jublede vildt, da Henrik Tømrer Pedersen bragte hjemmeholdet foran efter 18 minutters spil, og han så modsat helt forstenet ud, da Simon Makienok med en flugter sikrede Brøndby sejren i kampens overtid.

Simon Makienok kom først ind efter halvlegen, og samtidig forkrampede Silkeborgs spil langsomt, mens hjemmholdet også forsømte at  bruge de mange tilbud, det trods alt tilspillede sig midt i Brøndbys offensive satsninger. 

-  Vi må ikke komme ned og stå så dybt efter pausen, når de har Simon Makienok med fremme. Så falder der bare tilfældige bolde ned, og så scorer han, forklarede Keld Bordinggaard.

- Vi bliver nødt til at give spillerne lidt luft, for den er hård ved dem, og det mærker man med det samme, når man kommer ind i omklædningsrummet. Den her er ekstra hård, men vi skal ikke begrave os selv, det er der masser af andre, der gerne vil, slutter Keld Bordinggaard.