BIFs forårssucces er sket på bekostning af spillestilen.

De har fået prædikatet forårets hold på grund af den flotte pointhøst. Men i forårets første syv kampe har Brøndbys fire sejre og to uafgjorte skygget for måden, hvorpå pointene er kommet i hus.

Nu hvor pointene er kommet, savner kommentatorer, fans og medier en tydeligere spillemæssig profil. 
 
Hvor er Brøndbys spillemæssige identitet? Hvilket system skal holdet spille? Hvilken stil skal man forvente på Brøndby Stadion? For indtil videre har det virket tilfældigt som et stilmæssigt kludetæppe, uden en fasttømret identitet.
 
Det erkender cheftræner Auri Skabalius da også, men han peger på, at det vigtigste har været at komme væk fra bunden. Spillestilen tager man fat på efter sommerferien, fortæller han. 

- Vi er meget tilfreds med pointhøsten dette forår, men ikke alt har fungeret spillemæssigt. Det er ved fight med beskidte kneb, at vi kæmper os til pointene, men det vigtigste ved dette forår har helt ærligt været at få point og komme væk fra bunden, siger Auri Skarbalius.

- Lige her og nu har vi et hold med forskellige spillertyper, og det gælder ført og fremmest at få point, og derfor spiller jeg mere med dem, der er skarpest lige nu end at kigge på et bestemt system, siger Skarbalius.    

Med spillere som Rommedahl, Makienok og Krohn-Dehli har mange peget på, at BIF har spillere til et 4-3-3-system og ikke det 4-4-2-system, man praktiserer lige nu. 

- Folk har undret sig over, at vi spiller 4-4-2, når vi har de spillere. Men man må jo bare konstatere, at det er i de kampe, vi har spillet 4-4-2, at vi har fået pointene. Vi kigger på, hvilke typer vi har lige nu, hvordan vi kan udnytte dem bedst, og hvem der er skarpest. Og det er altså lige med en 4-4-2, siger han og fortsætter:  

- Vi har da også spillet 4-3-3 i nogle kampe, hvor vi skifter system undervejs og sætter andre typer ind. Men igen, det er altså 4-4-2, der har givet resultater og har givet en form for kontinuitet. 

- Klubben med Ole Bjur i spidsen er i gang med at udarbejde et koncept for spillet, en slags rød tråd gennem hele systemet. For under krisen har klubben mistet identiteten, og derfor har vi sagt, at nu vælger vi en specifik retning i starten og har fokus på ikke at rykke ned, siger Skarbalius, der understreger, at fokusset på en specifik BIF-spillestil først får vægt efter sommerferien. 
 
- Man må vente efter sommerferien, for det vigtigste er at redde os og komme lang væk fra bunden, og når det forhåbentlig er overstået, har vi mere overskud til disse ting.