Med en sejr over USA ved de Pan Amerikanske Mesterskaber i håndbold søndag aften i Buenos Aires kvalificerede Grønlands herrelandshold sig til VM i Lissabon i Portugal i januar 2003.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>3.000 argentinske tilskuere så Grønland vinde en formidabel sejr på 27-7 (11-2). Tilskuerne støttede det grønlandske hold, og 30 sekunder før dommeren fløjtede kampen af, rejste tilskuerne sig op og klappede af de grønlandske spillere.

Kun de tre bedste hold i turneringen kommer med til VM, så kravet til grønlænderne var en sejr, efter at de lørdag aften tabte semifinalen til Brasilen med 21-25.

"De mentale ressourcer overskyggede ømheden i musklerne efter to hårde håndbold-uger," konstaterede en tilfreds landstræner Søren Hildebrandt efter kampen. Først en uge i træningslejr i Brasilien og derefter fem hårde kampe i den forløbne uge, hvor Grønland kun tabte semifinalen mod Brasilien.

På lørdag er der lodtrækning om, hvem Grønland kommer i pulje med til VM. "Vores mål er en fjerdeplads i vores pulje, så vi kan komme blandt de 16 bedste," siger formanden for Grønlands Håndboldforbund, Frank Rasmussen.

Problemet for Grønlands Håndboldforbund er penge til forberedelsen med de nødvendige træningssamlinger og internationale kampe. Grønland håber at komme med i et par fire-nationers turneringer i forberedelsen til VM.

Hovedsponsorer for det grønlandske herrelandshold er Team Grønland og supermarkedskæden Pilersuisoq, men Frank Rasmussen håber, at hjemmestyret også vil støtte landsholdet. "Deltagelsen i VM er en stor mulighed for at promovere Grønland," siger Frank Rasmussen. /ritzau/