Hvis man skal dømme efter det snævre univers, som klubfodboldens mest trofaste fans bevæger sig i, så siger FC København farvel til medaljerne, hvis den ny træner, Hans Backe, tager sportstøjet på, når han første gang sidder på overbygningsklubbens bænk.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ifølge dem handler formatet om håndsyede Church-sko og en stilig Pal Zileri-habit eller lidt billigere: En gedigen Giorgio Armani-sag på kroppen.

Det var sådan, Roy Hodgson klædte sig, når den flygtige verdensmand stod i spidsen for sit hold i kampdress. Og det var nogenlunde samme signal, Niels-Chr. Holmstrøm sendte i Parken søndag eftermiddag. Jakkesæt fremfor træningsdragt.

Nu taler FCKs fans om frygten for »endnu en svensker i campinghabit«. Forskellen på Backe og Karlsson er ifølge de mest kritiske, at »Backe ikke har familiære problemer«.

Rigtigt er det da også som illustration, at B.T. kaldte valget af Karlsson i den pressede sommer-situation et tilgængeligt, fornuftigt valg.

Sådan et valg er også Hans Backe. Det er ikke offensivt. Det er ikke prangende. Det er formentlig heller ikke et gensyn med jakkesættet på FCK-bænken med mindre Backe da ligefrem skifter stil.

Men det er en træner med samme profil, som den man troede - eller måske snarere håbede - at Karlsson besad: En særdeles dygtig fodboldhåndværker, der uden at svinge med armene evner fast, men menneskelig mandskabspleje. Karlsson havde bare ikke kræfterne og måtte stærkt svækket af pres og medicin opgive kampen.

Hans Backe er formentlig et godt valg til den nuværende pressede situation, som FCK befinder sig i.

Spørgsmålet er så, om det modsvarer ambitionerne.

I den sammenhæng er det værd at kigge på signalerne fra ledelsen. De er entydige og afdæmpede. I forbindelse med Hodgsons farvel kom armbevægelserne især fra bestyrelsesformand Peter Norvig og det dynamiske bestyrelsesmedlem Aldo Petersen, der begge talte om »en international kapacitet«.

De signaler hører man ikke mere. Direktionen med Flemming Østergaard og Niels-Chr. Holmstrøm tegner butikken på en måde, så man nærmest ikke har indtryk af, at de har en bestyrelse bag sig.

Men det kan vel ikke være sandt?

FCK har tilsyneladende fulgt Ståle Solbakkens anbefaling af Hans Backe. Man har valgt sikkert. Der er også en pæn sandsynlighed for, at man har valgt godt.

Hans Backe kalder FCK for Nordens fodboldmæssige flagskib. »Fremtiden tilhører FCK«, siger manden, der har trænet på højt niveau i de tre skandinaviske lande. Han kender presset fra især de svenske topklubber. Han kan med egne ord om nødvendigt give FCK-spillerne det los bagi, som anfører Christian Lønstrup har efterlyst.

Spørgsmålet er så, om Backe kan magte presset. Roy Hodgson var totalt kold i syningerne i jakkesættets benklæder. Han havde en plan, mens kritikken om fedtspil regnede ned over ham. Han holdt planen. Han fik succes. Men han modstod kun presset i kraft af sin pondus både udadtil og indadtil.

Både Holmstrøm og den normale anfører, Michael Mio Nielsen, har talt om det forkerte i, at topprofessionelle fodboldspillere efterlyser en »hidsigprop, der råber ad dem som børnehavebørn og siger »fucking« i hveranden sætning.«

Det er en udbredt opfattelse i omverdenen, at FCK-spillerne mangler den grad af professionalisme og ærgerrighed og derfor skal have en hård hånd.

Det bliver altså fra på mandag Hans Backes opgave - sammen med sportsdirektør Holmstrøm og spillerrådet - at finde en stil og en omgangstone, der kan give succes.

Held og lykke til Backe. Og held og lykke til Holmstrøm, der stadig har to vigtige kampe på bænken.

I jakkesæt.