Brune fedtceller er eminente til at forbrænde fedt og sukker. Hidtil har man kun set dem hos spædbørn, men nu har danske forskere fundet dem i nakken hos voksne patienter. Opdagelsen kan ifølge forskerne få stor betydning for fremtidens fedmeforskning.

Danske forskere har i nakkeregionen hos voksne mennesker isoleret en ganske særlig type fedtceller, som kan blive afgørende for fremtidens fedmeforskning.

Der er tale om de klassiske brune fedtceller, som almindeligvis findes hos nyfødte børn, men man har længe ledt efter dem hos voksne.

Det skriver Videnskab.dk

»Jeg tror, det her fund kan blive rigtig stort for fedmeforskningen. Når man tidligere har fundet brunt fedt aktivitet i nakkeregionen, så har der vist sig at være tale om nogle andre fedtceller nemlig 'brite' fedtceller, og de er ikke så effektive til at forbrænde fedt og sukker som de klassiske brune fedtceller,« siger forskeren bag resultatet, postdoc Camilla Scheele fra Center for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet, til Videnskab.dk

Hvis man finder en metode til at aktivere disse brune fedtceller hos voksne, så har man måske fundet en måde, hvorpå man medicinsk kan fremme vægttab.

Læs også hos Videnskab.dk: Er forurening skyld i fedme? 

»I modsætning til almindelige hvide fedtceller forbruger de brune fedtceller store mængder fedt og sukker i stedet for at oplagre det. Brunt fedt forbrænder altså selv fedt, når det bliver aktiveret til det. Brite fedtceller fungerer på samme måde som de klassiske brune, men er ikke nær så potente.«

»Derfor er det en meget god nyhed, at vi også kan finde de klassiske brune fedtceller hos voksne mennesker, og det har en afgørende betydning for, hvordan vi skal forske i fedme og behandle overvægt i fremtiden,« siger Camilla Scheele.

Læs også hos Videnskab.dk: Fedme bliver grundlagt allerede i spædbarnet

Det er lykkedes at finde det brune fedt hos voksne mennesker lige nu, sandsynligvis fordi centeret på Rigshospitalet har stor erfaring med at isolere denne type celler, og fordi forskerne havde et godt samarbejde med kliniske afdelinger, som opererede patienter netop i nakkeregionen, fortæller Camilla Scheele.

»Ved at isolere cellerne på en måde, så de kan bevare deres egenskaber, kan vi bruge dem som model. Derved kan vi teste, hvordan vi kan aktivere dem, så de bruger deres energi. Vi ved for eksempel, at de aktiveres ved kulde – så signalerer hjernen til cellerne, som så begynder at skabe varme, og dermed forbrænder de fedt og sukker,« siger Camilla Scheele.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Proteiner gør dig slank

Forskere finder syv nye genetiske årsager til fedme

Dine gener afgør, hvor fed du bliver af sodavand

.