Det er mørkt, og en mand slentrer alene og lidt usikkert på fødderne ned ad gaden. Han har oprullede ærmer og et dyrt ur på venstre hånd, som en anden person tydeligvis har opdaget. 

Han følger derfor efter ham. 

Længere nede ad gaden i det centrale London dukker fire hætteklædte skikkelser op og omringer deres offer.

De nu fem mænd holder offeret fast og forsøger at tage hans ur, da situationen pludselig eksploderer. Episoden er fanget på et overvågningskamera på gaden, som Metropolitan Police har delt. 

Fra alle sider kommer civilbetjente løbende og nedlægger alle de kriminelle fra gaderøveriet, som bliver anholdt.

Se videoen øverst i artiklen. 

Manden med uret er også civilbetjent, og fælden er en del af en række operationer, hvor politiet i London forsøger at gøre op med et voksende problem: Gaderøverier mod personer med værdifulde luksusure.

Alene de seneste syv måneder har Metropolitan Police registreret en skarp stigning i gaderøverier i det centrale London, hvor de kriminelle er gået efter luksusure. Samlet set er der stjålet ure til en værdi af 35 millioner kroner.

Problemet i London har længe været kendt blandt urentusiaster, som rejser med meget dyre ure. 

Her flygter gaderøverne og bliver anholdt.
Her flygter gaderøverne og bliver anholdt. Foto: MET Police
Vis mere

På fora for urmærker som Rolex, hvis ure koster fra 50.000 kroner til over en million kroner, er London nærmest kendt som et Gotham City fuld af kriminelle. Og det er ikke en helt skæv sammenligning.

Flere personer med værdifulde luksusure fortæller på disse fora, hvordan de skifter ur i flyet på vej til London. Andre råder folk til slet ikke at medbringe sit dyre ur på en rejse til London, eller i det mindste at have lange ærmer på, så uret er skjult. 

Faktum er dog, at mange indbyggere og turister hver dag går rundt med dyre ure, uden at det har konsekvenser. Men sandheden er også, at London kæmper med mange målrettede urrøverier. 

Urmærker som Rolex, Patek Philippe, Breguet, TAG Heuer og Audemars Piquet.

Tallene taler for sig selv. De seneste fem år er omkring 29.000 ure blevet meldt stjålet i London. Hvert femte røveri var desuden voldeligt. 

Data fra politiet, som firmaet Watchfinder & Co har modtaget, viser, at antallet af urrøverier blev fordoblet fra 2015 til 2022. Bare fra 2021-2022 steg antallet med 41 procent.

Men den nye indsats med undercover-betjente i Londons natteliv har vist sig at have en markant effekt. 

Civilbetjente med luksusure på hånden er gået målrettet efter at fange de organiserede grupper af kriminelle ved at placere sig undercover de mest udsatte steder i byen og spadsere sårbart rundt om natten på gaden.

I 2023 blev antallet af røverier som en afledt effekt næsten halveret i nogle af bydelene i London.

Det har ført til talrige anholdelser og domfældelser allerede. De fire personer i videoen, som er beskrevet i artiklen, erklærede sig alle skyldige er også blevet dømt, oplyser Metropolitan Police på Facebook.

I Danmark har der også været flere målrettede røverier mod netop Rolex-ure. Senest blev en butik i Grønnegade i København, som handler med Rolex-ure, udsat for et røveri ved højlys dag. Tilbage i 2017 blev erhvervsmanden Lars Seier udsat for et tyveri tæt ved Kongens Nytorv i København, hvor han fik stjålet sit ur til 300.000 kroner.