De tre unge mænd, der tirsdag blev anholdt for et røveri i en smykkeforretning, er onsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Det var dog ikke noget, de tre unge mænd på henholdsvis 15, 15 og 17 år lod til at tage så tungt.

Imens sigtelsen blev læst op, blev dommeren pludselig nødt til at afbryde for at komme med en henvisning til de sigtede.

Her pausede han oplæsningen for at bede de sigtede om at stoppe med at grine, da de tre unge mænd flere gange fnes under oplæsningen.

Henvendelsen havde den ønskede effekt, og de tre mænd forholdt sig herefter i ro, imens det blev læst op, hvordan de tre mænd er sigtet for at have røvet en smykkeforretning på Grønnegade i København.

Ifølge sigtelsen truede de en ansat og flere kunder med knive og en pistol. De sigtede smadrede flere glasmontre, hvorfra de stjal en større mængde dyre armbåndsure. En del af dem var af mærket Rolex.

En ansat i forretningen løb efter de tre mænd, hvorefter en af gerningsmændene stak ud efter den ansatte.

Den ansatte slap med lette skader.

To af de sigtede blev anholdt kort efter episoden. Den tredje slap dog væk i første omgang, hvilket udløste en menneskejagt i det indre København hvor metrostationen på Kongens Nytorv og flere gader i nærheden var spærret af i en periode.

Eftersøgningen varede i omkring en time, hvorefter den tredje sigtede blev anholdt.

Under retsmødet kom det frem, at det er politiets opfattelse, at der stadig er i hvert fald en medgerningsmand på fri fod. Derfor blev dørene lukket til retsmødet, efter sigtelsen var blevet læst op.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du lytter til dine podcast.

Andre læser også