»Det er et totalt omsorgssvigt af vores børn.«

Sådan siger psykolog David Madsen til DR. Og han har et opsigtsvækkende bud på, hvordan vi kan gøre noget ved problemet:

Ved at forbyde TikTok, Facebook og Instagram for børn under 13 år.

I hvert fald indtil de digitale medier med David Madsens ord har »fået styr på deres algoritmer«.

Udmeldingen kommer efter, at DR-dokumentaren 'Alene hjemme på nettet' på baggrund af en Epinion-undersøgelse kunne afsløre, at tre af fire børn mellem ni og 14 år har set ubehageligt indhold som vold, skyderier, drab, porno, selvskade og selvmord på nettet og sociale medier.

Knap hver fjerde ser indhold af den type hver eneste uge – og det er ikke alene ubehageligt. Det kan være meget skadeligt. Især for netop børn.

De meget voldsomme videoer – som ifølge de adspurgte børn i Epinion-undersøgelsen ofte dukker helt tilfældigt op på deres skærme, når de bruger sociale medier – påvirker nemlig hjernen.

Frygtcentret bliver aktiveret, og det får på kort sigt koncentrationen og evnen til fordybelse til at dale.

På længere sigt øger det også risikoen for at udvikle angst og depression – og for at gøre de børn, som er blevet udsat for det voldsomme indhold på nettet mere følelseskolde.

»Vi voksne har ikke lyttet, og vi har tilladt en digital kultur, som på ingen tænkelig måde er børnevenlig. Det er et totalt omsorgssvigt af vores børn,« siger David Madsen, der arbejder med unge og digital dannelse, til DR.

TikTok har i en skriftlig kommentar til DR oplyst, at platformen fjerner 98 procent af alt skadeligt indhold, før det bliver rapporteret af brugerne.

Samtidig fortæller politisk chef i Norden i Meta Martin Ruby, at Facebook og Instagram 6.000 gange i timen fjerner voldeligt eller pornografisk indhold.