Frygten for pinlige majestætsfornærmelser har fået den britiske flåde til at tage et besætningsmedlem ved vingebenet.

Når dronning Elizabeth og prins Philip i dag besøger fregatten »HMS Lancaster« i flådebasen i Portsmouth på den engelske sydkyst, er skibets officielle maskot - papegøjen Sunny - for en sikkerheds skyld blevet sendt i land.

Sunny bander og svovler nemlig som en ægte sømand. Ud af dens næb strømmer adskillige saftige gloser, hvoraf »røv« og »fandens« hører til de foretrukne.

Den slags vulgariteter ønskede marinen at skåne dronningens sarte ører for. Ved det seneste officielle besøg på skibet forsøgte man at værne højtstående officerer for fuglens saftigheder ved at låse den inde i et rengøringsrum på skibet.

Men netop som admiral Sir Alan West spankulerede forbi, skræppede papegøjen et gennemtrængende »røv«. Admiral tog det dog angiveligt som en mand. Sunny er officielt besætningsmedlem ombord med betegnelsen »Papegøje nr. 1«.

Udover at bande behørigt kan den også citere klassiske filmreplikker som »Zuluer, tusindvis af zuluer«, som Michael Caine råber i filmen »Zulu« fra 1964. De seneste år har papegøjen gjort tjeneste i officersmessen, hvor den farverige ordforråd er vokset frem. baa