Spaniens dronning kritiseres for omstridte udtalelser om bøsser og lesbiske.
Spaniens dronning Sofia fejrede søndag sin 70-års fødselsdag ved en privat familiesammenkomst, mens der i pressen fortsat var fokus på en biografi, hvori hun er citeret for kritiske udtalelser om ægteskaber mellem bøsser og lesbiske.Den førende spanske avis El Pais skrev, at den græsk-fødte monark, der er søster til Grækenlands tidligere kong Kontantin og kusine til Storbritanniens prins Philip er meget "oprevet" over den furore, som hendes udtalelser har medført.
I uddrag af den nye biografi, "Dronningen tæt på", citeres dronning Sofia for at sige, at hun var imod ordet ægteskab om homoseksuelles forhold, ligesom hun udtaler sig kritisk om bøsseparader.
- Jeg kan forstå, acceptere og respektere, at der er mennesker med en anden seksuel orientering, men bør de være stolte over at være bøsser? Skal de føre sig frem i parader og gå i protest, har hun udtalt ifølge bogen, som er skrevet af den konservative spanske journalist Pilar Urbano.
- Hvis disse mennesker vil leve sammen og klæde sig som brud og brudgom og gifte sig, så kan de have retten til at gøre det eller ej, alt efter lovgivningen i deres lande, men de burde ikke kalde det et ægteskab, fordi det er det ikke, hedder det videre i bogens interview med dronningen.
/ritzau/AFP