Riksgränsen i det nordligste Sverige er et eventyrligt legelandskab for de, som søger fart, puddersne og vilde vintereventyr.
Timingen er perfekt.
Guiden Oskar har netop afsluttet sin briefing om, hvordan vi skal styre vores snescootere i den nyfaldne sne, over den frosne elv og op på fjeldet, og nu blæser en vestenvind et ellers stædigt, vedholdende skydække på flugt.
Det giver plads til solen, og mens vi gasser maskinerne op for at fare af sted, spreder den sine stråler ud over den laplandske vildmark foran os på allersmukkeste vis.
Der er en hel særlig frihedsfornemmelse over at køre af sted med vinden i ansigtet igennem et landskab som dette. Vi befinder os 200 km nord for polarcirklen i det nordligste Sverige. Det, som kaldes Europas sidste vildmark.
Her finder man samtlige af landets 11 bjergtoppe over 2.000 meter og skiområderne Riksgränsen, Björkliden og Abisko tæt samlet – tre legendariske legepladser for offpiste skikørsel, og som passionistas for puddersne kommer hertil fra hele Europa for, men skiområder, som også har sneeventyr af andre slags og for hele familien.
Det er med kriller i maven og tungen lige i munden, at man kører en snescooter gennem fjeldene og op i 1.228 meters højde, hvor Låktatjåkko Fjelstation ligger midt på et bjergplateau. For når maskinen lægger sig ned i svingene eller kører på et ujævnt terræn, skal man modarbejde det i bedste speedwaystil med hele sin kropsvægt for ikke at vælte.
Charmerende Låktatjåkko, bygget i 1939, kan man om vinteren kun komme til på ski, med et bæltekøretøj eller på snescooter, og stedet ligger i al sin ensomhed ualmindeligt smukt placeret mellem adskillige bjergtoppe. Ilden knitrer i pejsen i det fine lille træhus, hvor der er plads til bare 18 overnattende gæster.
Det er let at forestille sig, hvor hyggeligt det må være at overnatte her, mens sneen vælter ned udenfor. For os er det dog bare et pitstop, hvor vi tanker op på skoldhed kaffe, stedets berømte vafler, og en milevid udsigt over Laplands fjelde, inden turen igen går tilbage til Riksgränsen.
Tidligere på dagen var det pisterne i Riksgränsen, der lokkede med fart. Skiområdet har noget for alle aldre og erfaringsniveauer, her er masser af plads og få liftkøer.
På mit hold har vi varierende erfaring med skiløb, og en udbrydergruppe får da også en aftale i stand om en guidet skitur, mens vi andre udforsker de markerede ruter i området. Eksperterne vender storsmilende tilbage og proklamerer i kor, at det er den bedste offpiste oplevelse, de nogensinde har haft. De har endda været et smut over grænsen til Norge.
Efter masser af skiløb før frokost og snescootertur efter plejer vi vores ømme muskler og holder »after ski« i et dampende, varmt udendørs hot tub på Hotel Riksgränsens spa. I badet ved siden af os er en pigepolterabend i fuld gang, og alle er en tur i sneen op til flere gange for under hvin og grin at rulle rundt i den.
Selv om skiområderne i Riksgränsen er for alle aldre, bærer Hotel Riksgränsen præg af at have mange gæster, som godt kan lide en god fest. Det er der en grund til, og den hedder »Grönan«, en stor natklub med DJs og livemusik hver aften, og det eneste rigtige natteliv i de tre skiområder Abisko, Björkliden og Riksgränsen.
Er man mindre til fest og mere til familieliv, skal man til Björkliden. Her er både inde på det klassiske hotel Fjället og ude, hvor et stort område er dedikeret til børneskiløb, er her en meget familieorienteret stemning. Men ligesom i Riksgränsen er her også masser af plads til dem, der er på jagt efter vildere udfordringer – på begge skisportsteder kan man booke helikopterskiture til fuldstændig mennesketomme og uberørte bjergsider med nysne.
Omgivet af Abiskoalperne og Riksgränsenfjellene består området af mere end 100 bjergtoppe, og da skiområderne Riksgränsen og Björkliden opereres af samme firma kan man snildt bo det ene sted og prøve det andet, igennem at køre med den busservice, som tilbydes mellem de to.
Er man ude efter en lidt mere asketisk og rolig stemning, hvor der er fokus kun på naturaktiviteter, er det det sydligste af de tre skiområder, Abisko, man skal sætte kursen efter.
Björkliden og Riksgränsen
Her kan man prøve kræfter med isklatring, lavinekurser, fine langrendsruter og udforske skiløb både på Abiskos’ Nuolja fjæl eller andre nærved igennem guidede ture. Og hvor Björkliden og Riksgränsen opererer med flere pister og liftsystemer, er der på Abisko en enkelt stolelift, der bærer gæsterne til toppen af Nuolja. Stedet er mest for de erfarne (og voksne) skiløbere, som kan nyde lange og udfordrende nedkørsler tilbage til liften.
Det er Svenska Turistforeningen, der forvalter STF Abisko Turiststation, hvor værelserne er gedigne og enkle, ligesom maden og de øvrige omgivelser på stedet. Her kan man sidde og læse en bog ved pejsen i ro og mag, når mørket falder på udenfor.
Dårligt vejr har sat os skakmat på pisterne. Alligevel piskes vore kinder røde af vind og forfløjen sne. Knæene krammer siderne af rejsemakkeren foran, og endnu engang skal vægten lægges kontra køretøjets bevægelser i svingene. Men her er ingen vild motorlarm, for nu er det hunde- og ikke hestekræfterne, der tæller.
Styret med kommandoer fra den danske slædefører Martin løber ti styks halsende slædehunde igennem sneen med os på slæb. Landskab og himmel hvirvles sammen i ét af en snestorm, og kniber man øjnene lidt sammen bag skibrillen, føles turen på slæden næsten som en del af en spændende Arktisekspedition. De løbeglade hunde er ligeglade med, hvad vejret vil.
De er altid klar, og hvor en snescootertur er en mere individuel oplevelse, fordi man styrer den selv, er man på slæden og i selskab med hundene meget tættere på landskabet og naturen i det hele taget.
Aurora Skystation
Det er rart at lægge sig i sneen. Bakse den sammen bag nakken til en hovedpude, kigge op i nattehimlen og køle lidt af. Vi er på Aurora Skystation på toppen af Nuolja bjerget i Abisko og en overordentlig lækker fem-retters menu. Om dagen er stationen en beskeden, men god café for skiløbere. Om aftenen forvandler den sig til en intim restaurant, hvor små flammer fra stearinlys spejler sig i enorme panoramavinduer, som indrammer det vilde bjerglandskab udenfor.
Nu, efter middagen og et efterfølgende foredrag om naturfænomenet Aurora Borealis, er det så meningen, at nordlyset skal gøre sin entré. For med sin klare luft og meget ofte skyfrie himmel skulle Abisko være det sted i verden, man har størst mulighed for at se det vilde Aurora farvespil bevæge sig henover himlen.
Iført varme heldragter og termostøvler venter og venter vi. Naturen vil dog ikke lege med, og himmelrummet forbliver mørkt og diset. Og det er helt fint. Vi er allerede propmætte på den gode måde af alle oplevelserne i det laplandske vinterlandskab.
