San Franciscos årlige »Pride«-festival er en festlig og farverig hyldest til den californiske storbys unikke mangfoldighedskultur
»Ahh, det er helt dejligt at have en kunde med tøj på til en forandring.«
30-årige Melanie, der står ved disken i en lille thai-restaurant under stormagasinet Macys midt i San Francisco smågriner, da hun med et hvidt smil langer en portion stegte nudler med kyllingebryst og koriander over disken.
»Ikke ligefrem de første nudler, jeg har set i dag, hvis du forstår, hvad jeg mener,« blinker den mørkhårede servitrice smålummert:
»Eller bryster for den sags skyld.«
Og forstår, det gør jeg. Det samme vil gælde alle, der denne solbeskinnede dag har fundet vej til en af San Franciscos berømte stejle gader.
Det er nemlig langt fra nogen almindelig søndag. Dette er dagen, hvor 1,7 mio. mennesker omdanner hele byens centrum til, hvad der bedst kan beskrives som et menneskeligt festfyrværkeri af farver, frisind og – nå ja, nøgenhed.
Velkommen til San Francisco Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender Pride Parade and Celebration! En af verdens største og ældste fejringer af retten til at være og elske lige præcis det og den, man selv har lyst til.
Lebber på kværne
Fra en ydmyg start i 1970 er den årligt tilbagevendende »Pride« langsomt vokset til det, den er i dag med et publikumstal, der overgår Roskilde Festivals mere end 15 gange.
Som navnet antyder er homo-, biseksuelle og transkønnede et ubestridt omdrejningspunkt, men i realiteten er langt hovedparten af deltagerne i dag heteroseksuelle, som støtter og fejrer det frisind, der i årtier har gjort San Francisco berømt ikke kun i USA, men i hele verden. Her betragtes det blandt andet som en menneskeret at bevæge sig nøgen rundt i bybilledet. Og det ses tydeligt allerede fra dagens start.
Festens højdepunkt er hvert år en parade langs hovedgaden Market Street, og ingen kan være i tvivl om at noget særligt er i gang, da flere hundrede kvinder på store Harley Davidson-motorcykler langsomt baner vejen som de første søndag formiddag.
»Dykes on bikes« (lebber på kværne, red) kalder gruppen sig. En er klædt i lak fra top til tå præcis som Catwoman-figuren fra Batman komplet med pisk.
Mange andre har valgt en noget mere sparsom beklædning bestående af variationer over temaet læder, gaffertape og pailletter. Alt sammen til tilskuernes udelte begejstring.
Kontrasten er urkomisk og helt sikkert bevidst, da en flok bøsser med fine små bevægelser umiddelbart efter triller forbi på blomstersmykkede cykler i pastelfarver. Responsen er dog den samme. Der hujes, jubles, uddeles highfives og klappes, så det runger mellem Market Streets historiske facader. Stemningen er ganske enkelt elektrisk.
En overvægtig gladiator
De tohjulede følges op af titusindvis af mennesker til fods, på rulleskøjter og ombord på paradefartøjer, som uden problemer ville kunne glide ind karnevallet i Rio de Janeiro. Alle forhandlere af pailletter, tyl og farvede balloner i miles omkreds må have tomme hylder og bugnende kasseapparater.
Her er stillet-bærende mænd klædt som påfugle, topløse kvinder med lyserøde puddelhunde, erotisk dansende læder-lesbiske, en let overvægtig gladiator med bar røv på rulleskøjter og meget, meget andet.
Paraden står på i timer, og kæberne hos de, der ikke har oplevet San Franciscos pride før, falder nærmere asfalten for hvert minut der går.
Mellem de mange farverige indslag går familiemedlemmer med skilte, der erklærer at de ikke alene støtter, men også er stolte af deres sønner, døtre, brødre, søstre, mødre og fædre, som har valgt en anden vej til kærligheden end samfundets mest gængse.
I alt er der cirka 200 individuelle indslag i paraden, og alle, der er eller gerne vil være noget ved musikken er med.
Lige fra lokale skoler til globale erhvervsgiganter som it-firmaet Apple, der stiller med flere end tusinde medarbejdere klædt i homo-bevægelsens ikoniske regnbuefarver. Budskabet om frisind og tolerance er populært og alle vil have en bid.
Selv politiet og det amerikanske marinekorps, der ellers ikke er kendt for den type rummelighed, har sendt en delegation, som marcherer side om side med førnævnte overvægtige gladiator.
Punk og piskesmæld
En håndfuld kilometer oppe ad Market Street opløses paraden, og deltagerne siver ind i et tætvævet net af gader og torve, der i dagens anledning er spærret af for al kørende trafik.
Umiddelbart kunne det se ud som om, det er her festen slutter, men i virkeligheden er det først her, den for alvor begynder.
Rundt om hjørnet giver et kvindeligt punk-band koncert, og man må kile og tumle sig gennem en menneskemængde, der danser, hopper og kaster hænderne mod den endnu blå himmel ved den mindste opfordring fra scenen.
Ude i god behold mødes man af et sort banner. »Leather Alley« står der med fede, hvide typer. Umiddelbart under banneret har en ung pige med glimmer på de ellers udækkede bryster omdannet en skraldespand til et dansepodie. Musikken fra koncerten er her fjern og spredt, men det betyder intet. Hun fester, og det samme gør stort set alle omkring hende.
Selv flokken af mænd, der skiftes til at holde om en lygtepæl, mens en skægget herre i pastelgrøn T-shirt rundhåndet uddeler svirp med en smældende pisk. Jo. jo – hver sin smag. Men alle hygger sig, og alt er tilladt denne ene dag.
Et par skridt længere inde i dette tætpakkede virvar af det, der ellers ville blive betragtet som stærkt grænseoverskridende adfærd, lukker en skægget dame gæster ind bag en grøn presenning, der afskærmer et område på måske fem gange tyve meter.
Det koster fem dollar at komme ind, og kameraer er forbudt bag forhænget, står der.
Lad os nøjes med at konstatere, at det viste sig at være en fornuftig regel.
»Det her kan nok kun ske i San Francisco,« som Melanie i Thai-dineren under Macys kort efter konstaterer.
