Det startede som et brag, da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg lancerede Ny Alliance og kom ind i Folketinget ved sidste folketingsvalg. Men det kan slutte med at partiet bliver nedlagt efter kommunalvalget, afslørede den ene af stifterne af partiet, der nu hedder Liberal Alliance Anders Samuelsen i DR-tv kort efter valgstederne lukkede kl. 20. Anders Samuelsen stiller selv op til byrådet i Horsens, og overfor DR tilkendegav han, at hvis han ikke får to procent af stemmerne i byen, kan det blive nødvendigt at se på partiets fremtid snarest.

Ifølge DR's sidste exit poll står Liberal Alliance til 0,5 procent af stemmerne på landsplan, men Anders Samuelsen tilkendegav, at partiets succeskriterie ved kommunalvalget er, at de tre nuværende folketingsmedlemmer - udover ham selv er det Villum Christensen og Simon Emil Ammitzbøll hver får to procent af stemmerne de steder, hvor de stiller op. To procent er den andel af stemmerne, der skal til for at et parti bliver repræsenteret i Folketinget ved et folketingsvalg.