Tre konservatives kamp om en enkelt plads fyldte mest i Sydjylland, hvor Kristen Thulesen Dahl er stemmesluger

Det dramatiske udskilningsløb blandt tre konservative topfolk dominerer totalt folketingsvalget i det sydlige Jylland. Fredagen igennem viste optællingen af de personlige stemmetal løbende den hårde kamp mellem de tre.

Der var nemlig kun ét konservativt mandat at kæmpe om.

Mike Legarth trak det længste strå i overlevelseskampen i den konservative lejr. Han sendte både nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen samt den tidligere kulturminister og nuværende ordfører Carina Christensen ud i kulden.

I Sydjyllands Storkreds markerede Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl sig som den absolutte stemmesluger med 27.908 stemmer. Det er 10.000 stemmer flere end den kandidat, der fik næstflest personlige stemmer, nemlig Venstres Ellen Trane Nørby.

Den slagne videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen siger, at hun er et konkurrencemenneske.

- Det er brandærgerligt, at jeg ikke kommer ind. Men sådan er det. Jeg kender vilkårene, siger hun til DR.

Hun siger, at hun ud fra beskeder på sin telefonsvarer fredag har gode muligheder for at finde et nyt job.

I Sydjylland fik Socialdemokraterne valgt Benny Engelbrecht, Bjarne Corydon, Jakob Bjerregaard, Troels Ravn og Karen Klint.

Hos SF er der genvalg til Jesper Petersen og Karina Lorentzen, mens Mette Bock får debut i Folketinget for Liberal Alliance.

Ud over Thulesen Dahl bliver der plads til Marie Krarup i DF's nye folketingsgruppe. Hun er datter af Søren Krarup, der ikke genopstillede til Folketinget. Desuden er der valg til Karina Adsbøl og Jørn Dohrmann for DF.

De radikale får Lotte Rod og Marlene B. Lorentzen på tinge, og Enhedslisten får havnearbejderen fra Esbjerg, Henning Hyllested, ind på de bonede gulve.

I Venstre er der genvalg til bl.a. flere nuværende og tidligere ministre: Peter Christensen, Hans Christian Schmidt, Hans Christian Thoning, Eva Kjer Hansen, Ulla Tørnæs, Anni Matthiesen og Ellen Trane Nørby.

/ritzau/