SF vil gerne i regering med Socialdemokratiet, men alligevel stangede SFs formand, Pia Olsen Dyhr, verbale lussinger ud til statsminister Mette Frederiksen, da partiet holdt landsmøde lørdag. 

Pia Olsen Dyhr angreb både SVM-regeringens skattelettelser og besparelser, men også den kritiske tone, som Socialdemokratiet har rettet mod de danskere, der gerne vil arbejde på nedsat tid. 

»Det er tilsat en god gang moralisering overfor de danskere, der formaster sig til at prøve at indrette sig på en lidt anden måde, som formaster sig til prøve at få deres hverdag til at kunne hænge bare lidt bedre sammen,« sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte:

»Dét, som jeg synes, nogen får galt i halsen, dét er, at vi jo ikke er arbejdskraft først og fremmest. Vi er mennesker først,« sagde hun til en begejstret forsamling, der var mødt op på Hotel Comwell i Kolding.

Den slet skjulte stikpille var rettet mod udsagn, blandt det som udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad, tidligere fremsatte i Jyllands-Posten. Her sagde han følgende:

»Lad være med at kigge ned i jorden, når du henter dine børn, lige før børnehaven lukker. Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet.«

Udtalelsen blev tolket som om, Kaare Dybvad mente, at danskerne skulle arbejde benhårdt og at Dybvad i øvrigt så stort på danskernes stigende udfordringer med stress og mistrivsel. 

lørdag fortsatte Pia Olsen Dyhr kritikken, da hun i sin tale forklarede, at der mangler tid til at udføre arbejdet ordentligt, men også tid til at passe på samlivet og familien. 

»Tid til at se de små vokse sig større. Tid til at tage sig af de gamle forældre. Tid til hjælp. Tid til omsorg. Tid til afsked. Tid til sorg. Tid til glæde. Tid til samvær. Tid til nærvær,« sagde hun og fortsatte:

»Så vi skal have fleksibilitet for lønmodtagerne. Vi skal have fleksibiliteten ind i hverdagen. Og nøglen til fleksibilitet – det er … tid.«

Pia Olsen Dyhr ankom til SFs landsmøde efter hun havde deltaget i Søren Pape Poulsens begravelse i Viborg.